Hjemmeundervisning af barnet med specielle vanskeligheder

strong>Når man hjemmeunderviser sit barn med specielle vanskeligheder opstår der automatisk spørgsmål – for hvordan skal man gribe det an?

Det dummeste man kan gøre er at lave “en skole hjemme” – som den ser ud i den rigtige skole med planer, skemaer og hvor mange timer “skoledagen” skal vare. Jeg startede også ud med at lave planer, skema mv. for kun at opdage at jeg tog mine børns naturlige læring fra dem. Ret hurtigt blev jeg klar over at den eneste som behøvede skema var mig selv. Vi havde jo hele dagen for os – og derfor ingen tidskrav. I starten havde jeg lidt dårlig samvittighed – fordi jeg kunne tænke at nu gik de “rigtige” skolebørn i skole og at jeg derfor også følte at mine drenge burde have lektioner på disse tidspunkter. Det første halve år var det hårdeste indtil vi fandt en rytme – men derfra kørte det også derudad.

Som tiden gik fortalte mine drenge selv hvornår de var modtagelige for indlæring og det kunne være klokken 22 om aftenen – så en matematik lektion kunne sagtens foregå på dette tidspunkt.

Ofte er det sådan at børn med specielle vanskeligheder – kan have stor gavn af, at man bare tager tingene stille og roligt. De har brug for at fordøje det de ser, hører og lærer om. Derfor er det en god ide at sprede undervisningen, så barnet kan få luft ind i mellem til at fordøje en dansk lektion. Ofte er det derfor også en god ide at tage udgangspunkt i sine børns interesse. Interessere barnet sig for et bestemt computerspil f.eks. så ligger der allerede en masse ting som man kan gøre brug af ud fra det pågældende spil. Det kunne også være at barnet interessere sig for en bestemt musik form og her kan man så gå i dybden og begynde at finde ud af hvordan den pågældende musikform er opstået.

Lav en plan sammen med barnet. Snak om hvad han/hun gerne vil have i sin hjemmeskole. Gå på biblioteket og find bøger om de pågældende ting. Tag en ting af gangen og arbejd med den til barnet mister interessen. Gennem interessen kan man bygge langt de fleste fag på – så man kommer hele vejen rundt.

Et eksempel fra min hjemmeskole: Mine drenge spillede ind i mellem The Sims 2 – og dette spil inspirerede mig til at bruge det i undervisningen. Drengene byggede huse som måtte have en vis størrelse – det betød at de skulle tælle tern. Så snakkede vi om indretning af husene – om hvad der var pænt/mindre pænt – det betød at skabe overblik. Dernæst skulle de lave familier som de skulle spille med og få dem til at trives – dette betød social relation – Spillet inspirerede også til at vi kom ind på det at være en familie og have relationer til hinanden og hvordan man kunne løse konflikter – noget som er ofte er svært at sætte sig ind i for en autist.

Nogle børn har måske behov for at der er lidt struktur på og her kan man via en whiteboard tavle tegne eller skrive hvad barnet skal have om i dag. Denne metode brugte jeg til Mathias – mens Simon havde en almindelig dag til dag kalender.

Sker det at ens barn har det skidt en dag – og ikke er så godt i stand til at tage i mod – så lav noget andet og anderledes. Gå en tur og tag de ting man ser ind som inspiration og straks kan man have gang i en anderledes undervisning. Man kan også gå i køkkenet og lave mad eller bage sammen. Man kan se en film og bagefter kan man snakke filmen igennem. Når barnet har det bedre kan man vende tilbage til bøgerne igen.

Det kan være hårdt som forældre når ens barn har en speciel vanskelighed. Man kommer på arbejde alle døgnets 24 timer og det kan dræne selv den mest hærdede mor eller far. Der skal også være tid til at man kan være sig selv. Og her kan man – hvis man har denne mulighed – gøre brug af bedsteforældre eller andre slægtninge som lige kan tage over for et par timer. Skab overblik over din dag – ved at lave en ugentlig plan for indkøb, vask, rengøring ja alt hvad man nu skal rundt om i løbet af en uge eller 14 dage. Skriv ned enten på PC’en eller en notesbog hvad I laver og hvilke fremskridt dit barn gør. Gem barnets “skolearbejde” i mapper – så det hurtigt kan findes frem når der er tilsyn på ens hjemmeskole. Når barnet har en pause – så tænk at du også selv skal have en pause – drik en kop kaffe eller te – hyg dig med en bog eller et blad eller hvad du lige har lyst til. Det klarer hjernen, så man kan tage fat igen.

Comments are closed.