Historie

Vi skal tilbage til vinteren 1851-52. Her boede der i Trunderup på Fyn en gårdmand og hans kone som hed Jens og Ane Jensen. Deres ældste barn var ved at nå skolealderen. Ane Jensen var meget påvirket af den måde skolerne blev kørt på dengang, Hun huskede hvordan hun selv havde stor besvær med sin skolegang, og mente at skoleVrne ikke lærte børnene andet end ondt, i stedet for at lære dem det gode.
Ægteparret Jensen besluttede at deres barn ikke skulle i skole, i stedet skulle det modtage undervisning i hjemmet af forældrene. Problemet var bare at de ikke havde råd til en huslærer og efterhånden som skoletiden rykkede nærmere og nærmere blev i sær Ane mere og mere fortvivlet over at de kunne blive nødt til at sende deres barn i statsskolen.
Jens Jensen kom i forbindelse med en afhandling som var skrevet af etatsråd N.M. Spandet. I denne afhandling kunne Jens læse at Spandet, mente at det var det mest naturlige at forældrene selv underviste deres børn, og at skoleloven af 29. juli 1814 paragraf 18 gav dem fuld ret til det. Jens Jensen fortalte nu sin kone at der fandtes en lov som gav forældrene ret til selv hjemmeundervise deres børn. Ane Blev meget glad og en tung sten faldt fra hendes hjerte. Ane og Jens kunne nu med fred i hjertet påbegynde undervisningen af deres ældste barn.

På samme tid befandt Christen Kold sig i området. Christen Kold havde oprettet en højere bondeskole I Ryslinge, som lå ganske tæt på Trunderup. Christen Kold blev snart bekendt med ægteparret Jensen som selv underviste deres barn. Gennem samtaler med Ane og Jens støttede Kold op om deres hjemmeundervisning. Ægteparret fik råd og vejledning med på vejen. Kold selv indfandt sig også for at følge eller deltage i undervisningen af Jensens børn. Samme sommer i 1852 oprettede Christen Kold Danmarks første friskole. Den kom til at ligge i Dalby på Hindsholm. Dette gjorde at Kold var en del optaget, så når han kom på besøg hos familien Jensen ville han derfor gerne at forældrene også deltog i hans undervisning af børnene.
Dette passede ikke altid Ane Jensen, for hun mente hun godt kunne lave noget andet selvom Kold var på besøg. Men Kold forlangte gerne at Ane var tilstede under undervisningen. Var nogle af børnene urolige eller græd ville Ane give dem sukker for at få dem til ro. Men dette syntes Christen Kold ikke om, “for børnene måtte ikke spise deres sorg ind” I stedet skulle den “fortælles eller synges bort” sagde han. Men når børnene var arrige ville han at de skulle have smæk over fingerene af et fint lille ris. I 1852 valgtes Jens Jensen ind i folketinget, og Ane måtte forestå det meste af undervisningen selv. Da Kold var optaget af sin skole i vinterperioden, kom Ane derfor på hårdt arbejde, hvilket ofte faldt hende svært. Men hun blev ved at holde fast i hjemmeundervisningen. Hun sad ved sin rok og fulgte børnenes læsning og skrivning og der imellem fortalte hun dem historier. Når Jens var hjemme læste han op fra biblen. Han havde også anskaffet sig Barfods “fortællinger af fædrelandets historie” til brug ved undervisningen i Danmarks historie.
Flere af børnene “gik nu i skole” i hjemmet. Sognepræsten indfandt sig derfor en gang imellem og erklærede sig fuldt ud tilfreds med den undervisning børnene modtog. Han kunne godt lide at se hvor glade og frie børnene var, selvom han dog også kunne have sine tvivl om det var godt at de altid var i hjemmet.

De første år gik fint med hjemmeundervisningen. Men så ændres loven 2. maj 1855, hvori der indgik at hjemmeunderviste børn skulle til eksamen. De tre ældste af Jens Jensens børn kom derfor op til nogle prøver som de klarede fint. Indtil de skulle høres i udenadlæsning. Dette fortalte Jens at ingen af hans børn havde lært noget udenad, for dette var han imod. Børnenes skulle dengang lære Balles lærebog udenad fordi det var den man blev konfirmeret efter dengang. Jens forsvarede sig med at ingen kunne tvinge ham til at lære hans børn noget udenad. Jens hev i stedet bogen C.F. Balslevs “lærebog for den ukonfirmerede undgom” frem og sagde at så måtte det blive denne bog de skulle lære udenad. Præsten blev forfærdet og mente at dette ikke ville bekomme biskoppen godt.
Jens kunne ikke bruge sådan en ukristelig lærebog og måtte i så fald forlade folkekirken. Dette nægtede Jens for han havde lige så meget ret til at være medlem af folkekirken som alle andre.
Præsten måtte derfor give sig så meget at Jens selv måtte udspørge sine børn efter den pågældende bog, så de kunne få deres eksamen. Dengang var det ikke velanset at man havde en anden mening, end andre. Men Jens Jensen holdt på det han troede på.
Således opstod Friskolen I Trunderup i foråret 1856, som følge af Jens Jensens tro.
Jens Jensen betalte alt skoleinventaret og fra mange gårde i omegnen kom børnene, så skolen i alt havde 20 elever. En af Christen Kold lærere blev lærer i skolen. Gårdmændene leverede brændsel til skolen.
Læreren var meget frimodig og lærte børnene at spille skak og dam. De fik en tavle og en globus. Den 15. oktober samme år afholdtes den første eksamen på skolen.

Comments are closed.