hoslykkegaard.dk

Man forstår det jo kun alt for godt. 50% af de danske skole elever gider ikke henslæbe deres hverdage i et klasse lokale. Sådan som den danske Folkeskole er skruet sammen er der faktisk ikke noget at sige til det. Børn i dag lærer jo kun at de er en tro kopi af hinanden. De glemmer de har deres egne meninger og holdninger – for de skal mene og tænke som sidekammeraten.

Jeg forstår godt hvorfor så mange forældre tager flugten fra skolen – sandhederne er nok ved at gå op for de fleste. Selv politikerne vælger at lade deres børn gå i friskolerne hvor ideerne og holdningen er at en helt anden karakter.

Læs med her på Politiken online: http://politiken.dk/indland/article1014933.ece

Efter sommerferien vil jeg begynde at frigive dele af mine bog “skyggeliv” her på bloggen. Bogen er skrevet som en slags rejse over vores liv fra vi blev forældre – til drengenes vanskeligheder begynder at vise sig. Bogen indeholder også detaljer omkring alle de problemer vi fik/havde med børnehave, skole,  pyskologer –  ja alle såkaldte “eksperter” som i den sidste ende ikke anede en dyt alligevel. Alt bliver ikke åbenbaret  med det samme – men jeg vil stille og roligt hen af vejen komme så meget rundt.

Ideen bag det er naturligvis at fortælle hvorfor jeg bare ikke stoler på de forskellige “eksperter” – som har været om os i stort set det meste af drengenes liv. Det er også fortællingen om hvordan det danske skolesystem er – og nogle vil nok kalde det angreb på lærere/pædagoger – og ja det er det måske også – men ikke desto mindre – så syntes jeg sandhederne skal frem – og jeg vil godt afsløre her at jeg har været meget tæt på at anlægge sag – en sag jeg nok vidste jeg ville tabe på forhånd fordi kommunen jo altid vil gøre hvad den kan for at holde sin ryg fri.

Jeg frigiver vores historie i fuld overensstemmelse med min mand og mine drenge – vi har ikke noget at skjule – men ønsker bare sandhederne kommer frem – Det står nemlig ikke godt til når det gælder den hjælp man egentlig bør være berettiget til.

Selvom mine drenge er store – så har de jo stadig deres vanskeligheder. Autisme forsvinder aldrig og selvom vi ikke i det daglige tænker så meget over det – så ved vi jo godt at det er der. Hverdagene fungerer bedst når – vi stort set gør de samme ting  – kunne passende bruge denne kommentar fra 90 års fødselsdagen hvor James siger til Miss Sophie  ”The same procedure as last year” hvortil der svares “The same procedure as every year, James”

Nå sådan nogenlunde er det også her i huset – samme fremgangsmåde som i går, i forgårs osv. Når der sker nogle afbræk så kan selv jeg blive forvirret – måske bliver man som forældre selv mærket fordi man går så højt op i af vanerne opretholdes for at det fungerer bedst for drengene og så sandelig for en selv

I går skete der så et afbræk i vanerne – hvor vi under aftensmaden skulle spise en salat – som blandt andet indholdt revet gulerod. Her skete det – at Mathias får noget til at kile sig fast i svælget/næsen. Dette meddeler han og vi siger så at han skal prøve at pudse næsen.

Mathias går ovenpå og vi hører han pudser næsen kraftig. Senere igen siger han ikke noget og vi går ud fra at alt er i orden.

Her til morgen kommer en meget vredladen og opfarende Mathias ned og meddeler vredt at det stadig sidder fast i næsen. Jeg var i gang med min morgenmad og var selv lidt irriteret fordi mit blodsukker var ved at gå lavt – jeg skulle bare spise.

Hvad gør man så – når drengen nu var helt oppe at køre over den forbaskede “gulerod” som sad i næsen på ham? Jeg bad Mathias prøve forskellige ting, hvilket han også gjorde. Jeg besluttede så at lave noget saltvands opløsning – for så måtte vi skylle næsen igennem. Jeg kogte vandet op – tilsatte salt – og meddelte at jeg gik med de to store beagler – så ville vandet have en passende temperatur når jeg kom tilbage. Skulle det ikke lykkedes at få “guleroden” ud – så måtte vi en tur til øre/næse/hals lægen. Den gik Mathias med på.

Da jeg kom tilbage fra gåturen – gik Mathias og prøvede at pudse næsen og pludselig var der passage igen. “Guleroden” forsvandt – uden vi havde prøvet at skylle næsen igennem – og med det vendte lyset tilbage i Mathias’ øjne. Væk var det hele og Mathias blev sig selv. Hverdagen blev igen som den plejer at være. Mathias gik op på sit værelse og så kunne man høre guitaren – så vidste jeg at nu var alt i orden.

Min yngste søn, Mathias som nu er 17 år, har altid haft sine problemer både hvad finmotorikken angår som med grov motorikken.På det grovmotoriske område har han været klodset og hæmmet og rent ud sagt kommet til skade bare man næsten så på ham.

Da han gik i skole havde han en række uheldige episoder og som skolen langt fra behandlede i fin stil. Vi fik altid at vide at de ikke kunne tage på skadestuen hele tiden bare fordi et barn var uheldig – for det var de fleste elever ofte. For lige at nævne en episode som i årerne der er gået stadig kan gøre mig edderrasende – så var Mathias med på lejrskole, det sidste år han gik i autismeafd. Her falder han den første dag og efterfølgende forklarer han igen og igen lærere og pædagoger at han har ekstremt ondt i den ene arm – hvilket de slår hen hele tiden og opfordrer Mathias til at være med i de forskellige aktiviteter og at han sagtens kan bruge armen.

Da jeg henter Mathias 3 dage senere kan jeg med det samme se, at noget er fuldstændig galt. Mathias bryder grædende sammen da han ser mig og en pædagog har meget travlt – lidt for travlt – med at forklare at Mathias har haft slået sin arm – men at den da er i orden igen. Fuld af bange anelser tager jeg hjem med Mathias. Hjemme må jeg konstatere at han ikke vil/kan rette armen ud og tager efterfølgende på skadestuen – her viser det sig at han har brækket spolebenet i albuen. Gæt om jeg blev vred!! Mathias får efterfølgende armen i gips fra skulderen til fingerspidserne.

Hjemme igen – kaster jeg mig rasende over telefonen og ringer til Mathias’ primærpædagog – som lige nogle timer forinden havde sagt at armen skam var i orden igen. Jeg var edderrasende og skældte hende hæder og ære fra. På dette tidspunkt er sommerferien næsten startet og vi kan så gå en ferie i møde hvor Mathias skal have armen i gips i 5 uger. Da han vender tilbage til skolen efter sommerferien bliver der ikke stillet et eneste spørgsmål om hvordan armen havde det. Ja derefter går det så også ned af bakke og efter at have trukket tove med lærerne gennem vinterperioden – tager vi begge drenge ud af skolen – mere om det senere.

Dette var lige et sidespring.

Efter jeg startede hjemmeundervisningen af drengene – var noget af det første jeg gjorde -at gå i gang med at styrke motorikken. I sær fin motorikken. Lærerene havde jo ikke undladt at fortælle drengene at de ikke kunne skrive pænt og det er jo noget af det værste man kan gøre – at tage selvtilliden væk. En af de ting vi opfordrede til var at de gennem deres interesser selv kom i gang med at træne deres fingermuskulatur. Mathias kom som tidligere skrevet – i gang med at spille guitar. Og dette betyder i dag at han er blevet meget bedre til at holde på ting samt at hans sener er blevet meget stærke gennem guitar spillet. Det jeg vil sige med dette indlæg er at lade børnene om selv at finde deres stærke sider. Jeg prøvede alt muligt – vi brugte forskellige typer blyanter og farver for at træne. Vi syede  – vi strikkede – vi hæklede – vi tegnede – vi legede med modellervoks – vi legede med hama plast ja alt hvad jeg kunne komme på – men alt det blev slået på stregen da Mathias fik sin første guitar i hænderne

Tiden går alt for stærkt – i øjeblikket. Det har lige været Sankt Hans og der er kun ½ år til jul. Det er ret uhyggeligt at tænke på syntes jeg.

Jeg har travlt med mine hunde og alt det ved siden af – syntes ikke jeg når det halve af det jeg gerne ville. Om aftenen er jeg træt og kan fint finde min seng før klokken er 22:30. Dagen starter tidligt og morgenen er travl – med hunde der skal ud og lufte sig, spise morgenmad, jeg skal have min insulin og spise morgenmad. Derefter skal beaglerne ud og gå tur – Darwin er kun med ind i mellem og kun på korte strækninger. Efter det er jeg klar til at planlægge resten af dagen – med indkøb, madlavning, snakke med drengene og hundene. Ved middagstid ebber energien ud og alle beagler skal sove til middag. Her får jeg lige et afbræk og kan sidde ved computeren og lige slappe lidt af.

Og så har Sankt Hans pludselig passeret – det halve år er gået – børnene har sommerferie fra skolerne – og de voksne fra deres arbejde. Min mand har først ferie fra d. 12. juli og så er han hjemme i 3 uger og kan gå lidt til hånde med hunde, hus og have. Måske vil vi besøge opdrætteren som meget gerne vil se alle beaglerne og os i nævnte rækkefølge

Når vi vender tilbage til hverdagen efter ferien så er sommeren så småt på hæld og efteråret står for døren – og sådan er det jo bare tiden går og vi følger med – som på en bølge. Og snart er det jul igen.

Jeg må indrømme at jeg ind i mellem har det svært med tiden. Der er så meget jeg gerne ville – men omvendt så har jeg jo truffet et valg – mine hunde, mine drenge og mit hjem. Det er jeg heldigvis også god til – jeg er kanon stolt af mine drenge og de er super gode til at hjælpe til, når man lige spørger dem om det. Beaglerne trives – Darwin vokser nu – efter lidt startbesvær hvor han tabte sig – men nu er han endelig på vej til at udvikle sig til en rigtig dejlig og omgængelig beagle. Han kommer når vi kalder, han kan sitte og blive på kommando og han har ingen uheld haft indendøre i over en uge – og han er kun 13 uger – meget nemmere end et lille barn ville være – men det rækker min tålmodighed heller ikke til mere – jeg har forlængst passeret småbørnsperioden

Udover det har jeg desværre også oplevet at mit blodsukker begyndte at stige – måske fordi jeg ikke i en periode var agtpågivende nok. Det var i starten da vi lige havde fået Darwin – da kørte det hele bare af sporet. Jeg har dog igen fundet melodien og blodsukkeret er igen på et fornuftigt leje. Vi har lagt en del af kosten om i det vi i højere grad vil gå efter en kolesterol sænkende kost – det må konstateres at den kost diabetesforeningen anbefaler langt fra passer til en diabetiker – det har jeg forlængst fundet ud af – nogle ting kan man bruge – men det er jo sen komplikationerne man skal komme i møde og her spiller forhøjet kolesterol jo en vigtig rolle.

De var i klassen – men de blev overset. Sådan oplevede mange elever tiden i folkeskolen med specialundervisning, viser et nyt forskningsprojekt. “På et tidspunkt måtte jeg på ud på toilettet for at se i spejlet, om jeg stadig eksisterede”, siger én.

Ovenstående er et citat fra en artikel hentet fra Folkeskolen.dk. Her har,  ph.d.  Christian Quvang lavet en undersøgelse som går på hvordan elever i forskellige aldre oplevede specialklasse undervisningen.

Læs med her: http://www.folkeskolen.dk/ObjectShow.aspx?ObjectId=63158

Danmarks studenter er sprunget ud – og som noget nyt – så er de første autister i Danmark blevet studenter. Det skriver Politiken online i dag. Asperger klassen fik et højere gennemsnit end normalt.

Læs med her: http://politiken.dk/uddannelse/article1004184.ece

Det sidste døgns tid har Mathias brugt til at komme sig efter at han i går var ude og lufte vores beagle Oscar på knap 3 år.

Mathias går som regel en tur med Oscar om eftermiddagen, før alle beaglerne skal fodres af. Således også i går. Turen gik som sådan fint hvor Oscar gik og snusede og fik lavet sit toilette.

På vores vej bor der en enlig mor med 3 piger og den familie har også 3 D/S gårdhunde. Disse 3 hunde er nogle arrige bæster – da de ikke aktiveres godt nok. Ofte flintrer tøserne rundt på nabovejene til stor skræk for andre fordi hundene ikke er til at styre. Den ene af hundene har således været gået i flæsket på vores beagle Charlie. Her var det mig der gik med ham og jeg tøvede ikke med at sparke ud efter køteren.

Da Mathias og Oscar runder hjørnet for at gå op af vores vej – kommer en af tøserne ud fra familiens hus og i kølvandet på hende – en af hundene. Den fremmede hund styrter direkte over til Oscar – som bevarer fatningen og forholder sig i ro. De to hunde snuser til hinanden – men pludselig angriber køteren Oscar – som svarer igen ved at hakke den en over snotten – så den trækker sig tilbage.

Mathias bliver bange og mister overblikket – og går ind foran Oscar for at beskytte ham – hvilket er helt korrekt gjort af ham. I mellemtiden er tøsen kommet til og har taget “poulsen” som hun kaldte hunden – til sig.

Mathias ved ikke hvad han skal gøre og skynder sig hjem med Oscar.

Hjemme undersøger vi ham – men han er ikke skadet som sådan bortset fra en rødligt mærke på brystet.

Mathias er efterfølgende dybt rystet og ked af det – for han elsker jo sin hund over alt på jorden.

Om aftenen får Mathias et affekt udbrud – som følge af den episode. Jeg måtte bruge nogen tid på at få ham til ro og bliver nødsaget til at give ham et par baldrian piller. Dette får Mathias til at falde til ro.

I dag har han været træt og uoplagt og bare trisset rundt med sine hunde i haven. Jeg har gået med de to ældste beagler i dag. Desuden har Mathias sovet et par timer til middag – noget som ikke er normalt for ham at gøre.

Her hen under aften i dag er han nu sig selv igen og vi har haft en samtale om episoden hvor jeg har rost Mathias for den måde han taklede det hele på. Oscar er okay – og helt sig selv i dag – så ingen skade sket på ham