Vil da lige dele den her

Posted on by

Jeg bliver jo behandlet med insulin, grundet min diabetes. Det betyder at jeg skal stikke mig både i lårene og  i maveskinnet. Det vil sige at på en måned bliver det til 90 gange – og på et år 1095 gange. Det er jo ikke noget man tænker over i det daglige – men når man så ser de tal sort på hvidt, så er det sgu mange gange.

Jeg sørger selvfølgelig for at skifte stikke sted – så mit højre lår er mit “morgenlår” og mit venstre er mit “aftenlår” – det samme gælder maven hvor jeg skifter side fra dag til dag.

Alligevel vil der komme gener  - det kan ikke undgås, selvom de nåle jeg anvender er ganske tynde – jeg bruger en 6 mm nål. Der vil komme ømme steder og blå mærker og det ser ikke så pænt ud hvis man skal gå i korte bukser om sommeren. De ømme lår har voldt mange problemer, for det gør nogle gange så ondt at jeg ikke kan røre dem uden at ømme mig eller endnu værre en af mine beagler hopper op og sætter poterne på låret.

Det var blevet uholdbart, så derfor måtte jeg hitte på noget. Jeg vidste i forvejen at Arnica er super god mod små sår, rifter og lign, så derfor besluttede jeg at prøve det af på mine lår.

Jeg faldt over Nelsons Arnicare og købte det hjem – Jeg skal love for det var noget det virkede. Når jeg har ømme steder smører jeg Arnicare på og dagen efter er blå mærker og ømhed forsvundet.

Så jeg vil varmt anbefale at bruge sådan noget – Jeg køber gerne 2 tuber af gangen så jeg har til et stykke tid. Man skal ikke bruge ret meget da det er drøjt i brug.

 

 

Jeg vidste heller ikke noget

Posted on by

Jeg får ofte henvendelser om hvordan man skal gribe tingene an, hvis man ønsker at hjemmeundervise. Da jeg har hjemmeundervist mine to sønner, der begge er diagongiseret med infantil autisme, så handler mange af henvendelserne på, at det drejer sig om børn der har et handicap i den retning.

Det handler om spørgsmål om alt mellem himmel og jord, sat sammen i en mail der ofte er ret kortfattet. Det kan derfor nogle gange være umuligt for mig, at skrive et ordentligt svar, for jeg kender jo ikke det barn det handler om.

På mig virker nogle af henvendelserne, som en slags råb om hjælp, råd og vejledning til at takle skole, og sociale myndigheder.

Jeg bruger en hulens tid på at sætte mig ind i “sagerne” – søger rundt på nettet, når jeg ikke lige har et svar – noget de pågældende forældre jo selv kunne gøre. Så sætter jeg min mail sammen får den sendt af sted – og så ———— en dyb tavshed – for ingen kan finde på at skrive tilbage og bare sige tak :roll:

 

Nu har jeg så fået nok!!

Jeg har selv i sin tid, måttet slås med myndigheder, skoler, PPR – været lige ved at få frataget mine børn, fordi jeg holdt fast på mit. Og det er det, som det handler om – at stå fast på sine beslutninger – at tro på sig selv – skide værre med økonomien – den må nogle gange halte, det er der ikke noget at gøre ved – børnenes ved og vel må veje op i mod penge og materielle goder.

Så nu fik jeg luft – det lettede.

 

Derfor lukker en del af hjemmeundervisningen ned her på siden – visse dele bliver fjernet herinde fra – ligesom min hjemmeside Hjemmeskolen.dk bliver lukket. Jeg orker ikke længere disse henvendelser, og jeg vil ikke længere besvare dem, de vil ryge i mit spam filter fremover – i sær når man ikke kan finde ud af, at skrive tilbage og sige tak – Tak er kun et fattigt ord.

 

En gammel nyhed

Posted on by

Der er intet nyt i, at man nu har ført statistikker over hvor meget fravær lærere har i forhold til deres elever.

Det har længe været kendt at de danske folkeskole lærere syge/pjække melder sig i hobetal. Jeg kan godt huske da Simon og Mathias gik i autismeafdelingen og der meget ofte måtte en vikar på børnene, for nu var den lærer eller pædagog syg eller fraværende. Det skete faktisk flere gange i ugen i perioder, hvor børnenes skema måtte laves om og når man har autisme er det med at lave om ikke særlig godt – men de effekt udbrud der fulgte i kølvandet på lærernes/pædagogernes fravær – dem hang vi forældre jo så bare på.

Det var os forældre der måtte forklare hvorfor lærer Dit eller Pædagog Dat ikke have været der i dag – og ofte måtte vi gætte, for vi fik ingenting at vide – sådan var det jo – forældrene vidste ikke hvad der foregik. Men denne forældre her (mig) blev meget klogere hen af vejen.

 

Nå men nu kan man så læse i disse statistikker  at, at lærerne har det største fravær. Lærere som jo ellers skal være rollemodeller for deres elever – Vor Herre Bevares :roll:

http://www.bt.dk/danmark/laerere-har-mere-fravaer-end-elever

På baggrund af

Posted on by

På baggrund af min fars gigtlidelser, som nu har invalideret ham i stor grad – overvejer jeg nu at påbegynde behandling af Glucosamin.

Jeg ved godt at jeg kan få problemer i forhold til min diabetes indtil det er kørt ind – men den må jeg tage derfra. Min egen krop er også ramt af slidgigt – i sær i det hofteled jeg er opereret i – men også mit ene knæ som efterhånden er temmelig deform. Jeg har tiltagende stivheds problemer i mine ben om eftermiddagen, når jeg ikke længere er så meget i bevægelse. Så det at sidde ned en times tid og så skal i gang kan volde problemer i mine ben.

Jeg har ikke lyst til at ende på den måde som min far og have så ondt som han har – så måske vil det være hensigtsmæssigt af starte op på sådan en 3-4 måneders  kur og se om den vil hjælpe mig. Det er da værd at forsøge. Skulle det have en virkning ved jeg også godt at jeg er nødt til at tage disse piller altid – men ligesom mine hunde også får sådan noget via deres kost, fordi jeg vil styrke deres bevægelses apparat, så bør jeg også tænke på mit eget helbred i den retning.

 

 

Opdatering: Har snakket det igennem med familien og vi er enig i at jeg skal prøve det af. Jeg kan jo både måle blodsukker samt kolesterol – så deri er jeg ikke bekymret. Jeg vil bestille det hjem fra England hvor det er langt billigere end her i Danmark.

Min far har det ikke godt

Posted on by

Jeg er rigtig ked af, at min far ikke trives. Han har så kanon ondt i sine ben, grundet en kraftig slidgigt. Han kan stort set ikke gå mere – men kommer dog rundt med rolator.  Grundet det dårlige bentøj kommer han ikke ud, men er bundet til hjemmet hele tiden, dag ud og ind – alle døgnets 24 timer.

Den eneste form for kontakt han har med omverdenen er når han hver dag ringer til min papmor på plejehjemmet og så når jeg kommer derover, med hans ugentlige indkøb. Desuden kommer der hver 14. dag en og doserer hans medicin, samt en hjemmehjælper der gør lidt rent. Min far har således buret sig inde og det sætter spekulationerne i gang hos ham. Han sover ikke om natten – går i seng allerede ved 19 tiden – sover lidt, står op og går rundt – spiser en sovepille – går i seng – sover lidt igen – op igen – går rundt – spiser endnu en sovepille og så fremdeles hele natten.

Min papmor borer og hakker i mig for at få ham overtalt til at flytte på plejehjem – hvilket jeg ikke vil blande mig i – med mindre min far begynder ikke at kunne lave sin egen mad, tage bad mv. Jeg holder skarpt øje på situationen – men omvendt kan jeg heller ikke sidde og holde ham i hånden. Situationen er ved at blive uholdbar og jeg er klar over at noget måske snart må ændres – men for pokker hvor er det svært – for hvornår går man over stregen ??

Jeg må dog erkende at min far ikke længere er den far, jeg har set op til hele mit liv – rollerne er nærmest byttet rundt nu – hvor jeg skal sørge for dit og dat, så han kan klare sig. Jeg har ofte tilbudt at bringe ham ud for at besøge min papmor – men det vil han ikke – så det er jeg holdt op med at foreslå igen. Jeg kommer med hans varer, hjælper ham med at sætte dem på plads, drikker en kop kaffe sammen med ham – og kører hjem igen – hvor jeg straks kaster mig over andre ting for ikke at spekulere.

I dag har han fået ændret på sin smertestillende medicin – og her til eftermiddag havde han det endnu værre med smerter. Så prøvede jeg at forklare ham at han ikke kunne forvente at den nye medicin allerede gjorde sin virkning – men at hans krop skulle vænne sig. Han har jo haft så ondt i lang tid, at kroppen har vænnet sig til smerter hele tiden. Jeg håber at pillerne vil virke bare lidt – ellers skal vi have lægen ind omkring igen. Æv det hele er noget møg.

I morgen skal jeg igen handle ind for ham – jeg er begyndt at føle mig belastet i denne situation – for han er så deprimeret – har ingen som helst glæder mere :(

En lille opdate på Charlie

Posted on by

Charlie fik fjernet sin venstre læbefold den 15. februar. Operationen gik rigtig fint og klokken 13:30 om eftermiddagen kunne vi hente ham hjem igen. De første dage efter var ikke så rare for Charlie – men han fik smertestillende medicin, samt antibiotika. Bortset fra et enkelt uheld hvor han gned sig i gulvtæppet og det begyndte at bløde, så har forløbet været rigtig fint.

Der er ingen tegn på svamp – det er som om det er forsvundet ud af kroppen – og det håber vi det forbliver at være sådan.

Nu er der gået 1 måned siden operationen – Såret er helet helt op – faktisk kan man ikke se det, med mindre man ved det er der. Charlie er blevet så glad efterfølgende – så vi formoder han har haft det skidt nogen tid forud for operationen. I hvert fald er han i vigør og aktiv som aldrig før.

På billedet kan man se at den højre læbefold er intakt – hvor imod den venstre er væk.