Endnu et år er snart passeret og et nyt står for døren.
Som altid når vi når hertil går mine tanker på langfart – det er desværre en vane jeg har indgroet i mig
Året har stort set været som det plejer – dog er undtagelsen af det har været 10 året for Simon og Mathias’ diagnoser. Simon fik sin diagnose i august 2001 og Mathias den 22. december 2001 – Datoer man aldrig glemmer.
Jeg husker endnu i dag, at jeg var i køkkenet hin december dag 2001 for at bage småkager – da telefonen ringede og det viste sig at være den psykiater der dengang havde Mathias’ sag. Vi havde lieg været til udredning ugen i forvejen, og aftalen var at hun skulle komme og iagttage Mathias på den skole han gik på på daværende tidspunkt – dette skulle ske lige efter Nytår. Men nu var hun her i telefonen og fortalte mig – at der ingen grund var til at trække alt det her i langdrag – for vi vidste jo hvad der var galt med Mathias. Mathias havde fået diagnosen infantil autisme.
Vrede, glæde, lettelse, afmagt og sorg greb mig efter denne telefon samtale – jeg husker jeg lige måtte sætte mig med en kop kaffe, før jeg kunne ringe til drengenes far og fortælle ham “nyheden”
10 år er der nu passeret siden – mine drenge er blevet 20 og 18 år – de er også blevet førtidspensioneret – men hvad gør det? – Det vigtigste er vel at de trives og har det godt. Der sidder nogle fornuftige og kloge hoveder på dem og det priser jeg mig lykkelig over hver eneste dag. De er ret godt hjulpet på rigtig mange områder – men vi ved også godt, at de vil få brug for støtte og vejledning når dagen kommer, at de skal bo selv.
2011 – har også været året hvor jeg i særlig stor grad måtte støtte min gamle far. Min far er ikke ved så godt helbred og det mærkes mere og mere. For ham er jeg den livline der holder ham i gang – jeg køber ind for ham og sørger for alle praktiske ting i forhold til at han forsat kan blive i sit eget hjem. Det ved jeg han sætter meget stor pris på, for det undlader han ikke at lade mig vide – tilgengæld har vi jo så også fået hjælp fra ham, i det vi har overtaget hans bil og det gør mange ting noget lettere i hverdagen.
Min dårlige samvittighed over min papmor er ret stor – jeg er ked af, at jeg ikke altid har tiden til at besøge hebde på plejehjemmet – men min hverdag er travl, med mine beagler, indkøb, rengøring, madlavning mv. og der skal også være pusterum ind i mellem – et pusterum der kun er beregnet på mig selv.
Jeg har det desværre sådan at jeg involverer mig for meget i andre og tænker mindre på mig selv – så mit Nytårs forsæt må være, at jeg tager mig meget mere af mig selv i det nye år -
Desuden er der også hensynet til min sygdom – diabetes, som jeg stadig lærer en masse om hver dag.
Hvad siden her angår, så ved jeg ikke lige hvordan den vil forsætte – jeg har brug for nogle fornyelser – og måske er tiden inde til at lukke ned for hjemmeundervisnings afdelingen, som måske nok fylder for meget. Lige nu tænkes der på et domæne skift – at min side skal skifte navn – nu får vi se – men sker det, vil det ske inden for en overskuelig fremtid.
Til de af mine læsere der følger med på siden her – vil jeg ønske alle et rigtig godt Nytår 2012


