Hjemme igen

by

Hr. Mand er nu udskrevet fra sygehuset og kom hjem her i eftermiddag.

Nu venter en længere recovery (at komme sig) efter forløbet.

Det går efter omstændighederne godt i skrivende stund. Træthed og eftervirkninger af narkosen må man jo påregne – så god mad og helse er på tapetet den næste tid.

Man har valgt at indsætte en skinne i det brækkede kraveben – og den skinne skal fjernes igen om ca. 6 måneder.

Nu tager vi en dag af gangen – heldigvis er der masser af gode film og serier der kan streames, så underholdningen er jo hjemme.

Her i aften har jeg kørt Simon hjem til sig selv. Vi har spist forloren hare som er nemt at spise når man kun kan bruge en gaffel at spise med. Så må jeg i gang med at hitte på – så det ikke bliver alt for besværligt for Hr. Mand at spise – han er jo højrehåndet og da det er højre arm der er skadet – så bliver man lidt handicappet når venstre hånden lige pludselig skal i brug på en anden måde.

Skinnen der nu er indsat i det skadede kraveben

Ude på den anden side igen

by

Hr. Mand er i dag blevet opereret og har fået det brækkede kraveben sat sammen med en plade.

Operationen forløb fint og er gået som det skulle.

Hele dagen her er gået med at vente – fra vi stod op i morges ved 6:30 tiden – Kl. ca. 8:30 ankom Falck og kørte afsted med Hr. Mand til Kolding sygehus.

Jeg fik noget morgenmad og så stod den på gå tur med Oscar. Sneen væltede ned her i Fredericia – så det var en temmelig hvid tur vi kom på. Mathias gik med Charlie og Darwin.

Hjemme igen var jeg lidt i haven med Oscar

Oscar og sne
Oscar søger godbidder

Derefter fik jeg lidt forskelligt fra hånden – rent sengetøj på vores seng og vasket op fra aftenen i forvejen.

Bagefter måtte jeg fjerne flere cm sne fra bilen – før jeg kunne køre ud og handle ind. Aftensmaden var nem i dag da vi skulle have rester af kødsovs fra dagen i forvejen – men vi manglede brød og sodavand – og jeg skulle have lidt i baghånden i tilfælde af – at Hr Mand kom hjem.

Ved 15 tiden sendte han en SMS at han nu var tilbage på stuen.

Ved 17:30 tiden igen en besked om at han ikke kom hjem i dag – grunden var den at han havde fået lagt en blokade ved kravebenet af hensyn til at dæmpe smerterne i området – men sidegevinsten var at han havde svært ved at trække vejret ordentligt på grund af det. De vurderede også at han var for usikker på benene til at de ville sende ham hjem.

Det er sikkert meget godt han lige får en nat på sygehuset, hvor de kan hjælpe ham hvis behov er derfor og jeg kan få en ordentlig nattesøvn – for søvn har jeg ikke fået meget af de seneste dage – da han har krævet min hjælp på grund af den skadede arm.

Simon er her endnu og i eftermiddag gik han og Mathias med beaglerne så jeg kunne slappe lidt af.

Nu her i aftenen har jeg tiltagende smerter, hævelse og stivhed i de fleste af mine fingre – grundet de seneste dages hændelser – det er også i mit ene knæ – så jeg håber på en god nattesøvn.

Det vigtigste er dog at operationen nu er overstået og vi kan begynde at se lidt fremad igen. Vi håber vores far er hjemme i morgen – og så må vi tage den derfra.

En “dejlig” søndag

by

Efter Hr. Mands fald uheld fredag morgen har tingenes gang udviklet sig i rasende fart.

Kolding sygehus, tog nemlig fat i ham lørdag aften – og det var et rent tilfælde at han så det, for mobilen lå ovenpå og det var kun fordi han lige tilfældigt checkede sine mails – at han opdagede det. Man havde nemlig vurderet røntgen billederne igen og her set at han ville være bedst tjent med en operation!!

I dag kørte jeg ham til forundersøgelse på skadestuen i Kolding og her så jeg selv billederne – og ja man behøvede ikke være ekspert for at se at den var helt gal med det skadede kraveben :( :( :(

Ydermere at knoglen var godt og grundigt brækket – så var selve kravebenet også af led – så ikke noget at sige til at det gjorde ondt!!

I morgen mandag – kl 9 bliver han derfor indlagt og bliver – om alt går vel – opereret i løbet af dagen. Her vil man sætte en plade på den skadede knogle så det igen hænger sammen med skulderen – og den plade skal ikke fjernes igen. Ophelingen er nu længere ude i fremtiden – da der i bedste fald kan gå op til en måned før han kan begynde at bruge armen så småt. Man skal påregne 4-6 ugers sygemelding. – Om han når at komme hjem mandag er uvis lige nu – men i så fald måske dagen derpå.

Jeg har hentet forstærkning hos Simon – da jeg hentede ham herud i går aftes – fordi beaglerne jo også har et behov. Nu ser vi lige hvor vi er om nogle dage og hvordan det hele skrider frem.

Vi er nød til at tage 1 dag af gangen – i øjeblikket ;)

 

Og bare så de husker at operere den rigtige arm!!

 

Med tusch det står skrevet

Nyt år?? Ha ha

by

Det nye år er nu 19 dage gammelt og her er vi allerede i gang !!

I dag til morgen – ved 6:30 tiden skete der nemlig det at Hr. Mand var forsinket til spinning på sit arbejde som han altid deltager i fra 7-8 før arbejds tid. Her gled han på en kant – faldt og slog skulderen –

Han vidste med det samme noget var galt – fik lige kort talt med en kollega og med næsten kun 1 hånd vendt bilen hjemad igen i sneglefart.

Hjemme fik han noget at spise og så gik turen tilbage til Kolding – til skadestuen.

Resultatet er at kravebenet er brækket – selvfølgelig højre arm ikke?

Armen i slynge og totalt ro de næste 14 dage – derefter må vi se hvor meget bevægelse der så er i armen og hvad han kan. Et brud er ca. 4-5 uger om at hele – og så er der jo genoptræning inde i billedet

Ja

Vi starter forfra igen

Desværre

 

Heldigvis går vi mod lysere tider – trods alt ;)

Hvem fanden tror han han er?

by

Jeg er blevet godt gal i skralden over mit lægehus – som jeg har benyttet gennem mange år. Det var her vi troppede op for at føre samtaler omkring vores drenges autisme. Det var her de “ydede” bisidder job i forbindelse med samtaler med kommune og andre myndigheder. Når jeg skriver det i gåseøjne er det fordi det skal ses sådan, for særlig meget støtte fik vi ikke. Vi var jo uduelige forældre der ikke vidste hvad tingene drejede sig som :roll:

Det var også her – at jeg gang på gang – på gang oplevede at samtalerne elegant blev drejet ind på min diabetes – selvom jeg var i klinikken i en anden forbindelse – ALTID skulle det handle om diabetes!!!

Som tiden gik begyndte jeg at få et mere og mere slidt forhold til min læge, netop fordi hun ikke “lyttede” og fordi det i hendes øjne KUN handlede om den forbandede sygdom jeg tilfældigvis lider af. Det gjorde at jeg begyndte at hakke bremsen i – jeg hverken ville eller kunne berette om noget i den retning – jeg passede mine kontroller og ellers sked jeg højt og helligt på min læge, da jeg ganske enkelt ikke ville delagtig gøre denne i mit helbred.

Jeg deltog for nogle år siden i en større blodprøve proces, som have til hensigt at klarlægge den arvlige faktor omkring diabetes type 2. Disse målinger mv. skulle deponeres i en særlig blodbank på Vejle sygehus. Jeg syntes det kunne være spændende at være med og velvidende at det blev hårdt at få tappet al det blod – så gjorde jeg det. Det tog dobbelt så lang tid at tage de over 50 glas blod de skulle bruge – for lige den dag strejkede mine årer og mit blod. Det er nemlig ikke uden problemer at tage blodprøver på mig – da jeg har tynde, dybtliggende årer som lever deres eget liv. INTET – absolut INTET hørte jeg mere om det. Jeg aner ikke hvad al mit blod skulle bruges til – for ingenting skete der efterfølgende – og det var med til at trække mig længere ned hvad læger angår.

Hele mit liv – faktisk siden mit 10. leveår er jeg blevet vurderet, stukket i, trukket i, opereret på af flere omgange – og så får jeg fandme diabetes oven i hatten – så læger er med andre ord ikke min livret.

Så døde min papmor, året efter min far og atter året efter min storebror – 3 dødsfald på 3 år har været hårdt at takle og det betød igen at jeg lukkede af. Min læge var igen ikke støttende – jeg skulle bare tage mig sammen mv. Ud over det havde jeg også bekymringen omkring mine drenge og deres autisme – ligesom alle andre forældre vil man gerne det går ens børn godt – men det var der heller ikke forståelse for.

I 08 kom jeg på insulin – velvidende at det ville blive noget lort – for når man er på insulin er det svært at tabe sig – det forhindrer insulinet en i – udover det er der div. insulinbuler, blå og lilla lår på grund af alle de sprøjter man skal tage dag ud og ind – samt lædere fingerspidser på grund af blodprøve tester, hvor man tester blodsukker niveauet. Det var sygehuset der i sin tid kom mig på det, samt bestemte hvilken type insulin jeg skulle have, nåle jeg skulle bruge, lærte mig teknikken at stikke mig selv osv.

Det er blevet til mange insulinpakker i de år, mange kontrol besøg mv. så man kunne være med til at danne satstikkerne udi diabetes sammenhæng.

 

Så løb jeg ind i problemer med mine hænder – heller ikke her har jeg oplevet støtte – for igen handlede det om min diabetes!!

Så blev jeg syg – meget syg af lungebetændelse – og fandme om ikke – da jeg sidder så syg ude hos min læge for at blive lyttet på – at hun  begynder på sin diabetes snak – hvor jeg sidder med tårnhøj feber og et tårnhøjt infektions tal – og hvor jeg var ved at ryge i flæsket på hende!!

Og så for at slutte af, ville jeg bestille insulin for nogle dage siden – men den ville de ikke længere godkende når de ikke kendte mit blodsukker tal!!!! WHAT

Jeg blev så tosset at jeg skrev tilbage om de så også ville stoppe mit blodtryks medicin??? – bare fordi jeg ikke havde været ved kontrol nogle gange. Det skyldes også at hele sidste år var min mand syg med sin galdeblære – og jeg derfor ikke orkede mine egne lægebesøg i den periode.

I følge lov og ret MÅ INGEN LÆGE BARE STOPPE LIVSVIGTIG MEDICIN!!!!! – men sørme om det ikke var det de ville gøre. Jeg er nu tvunget til at tage en kontrol – og har fået godkendt insulin for den næste måneds tid på den baggrund – men det foregår under tvang og jeg er lige nu i gang med at se mig om efter en anden læge. Det her tog altså lige min sidste respekt.

 

Beklager den hårde tone – men jeg er godt og grundigt VRED

Jeg skal også lige sige at jeg selv holder en vis kontrol – for mit blodsukker apparat er af sådan en type der kan regne gennemsnittet ud – så jeg nogenlunde ved hvor jeg ligger.

Et par dage med frost

by

Jeg elsker når det klarer op og bliver “høj blå himmel” – også selvom det betyder at temperaturen går i minus.

8 minus grader var det da jeg lidt i 9 var ude i haven med beaglerne. Det var stillestående vejr – men kulden sneg sig hurtigt på – så vi skyndte os indendøre og få morgenmad.

Ved 10 tiden gik jeg med Darwin og det var en dejlig tur trods kulden – den der dejlige friske frostluft kan jeg godt lide. Darwin frøs dog så det var en hurtig tur – så han lige fik lavet det vigtigste. I mellemtiden gik Mathias med Charlie og Oscar – også lige den vigtige “wc runde” og så hjem i varmen igen.

I dag pakker vi juletræet væk for denne gang – det bliver lidt tomt – men med Hellig 3 Konger (igår) kan man vel sige at Julen endegyldigt er forbi. Jul havde vi jo ikke rigtig denne gang da både jeg og Simon var syge – det er først nu vi er til hægterne igen. Simon er også vendt hjem igen til sig selv efter næsten 14 dage hos os. Jeg gætter på han kommer ud næste weekend da Hr. Mand skal til eksamen på fredag og der vil vi spise den flæskesteg jeg smed i fryseren, da vi ikke kunne spise sådan noget i juledagene grundet sygdom.

 

Frosten “bider” i fugle kroen
Trold haslen “sover” sin vintersøvn

Nytår 2018

by

Så er vi landet i et nyt frisk år – og nye kapitler skal til at skrives på.

Lad det være sagt med det samme – hverken Julen eller Nytåret har være noget at prale af – alt det som er blevet forberedt er ikke blevet til noget.

Der kom lige lidt sygdom med ind i billedet – først Hr. Mand grundet den manglende galdeblære – så mig med opkast som startede juleaftens dag – og siden Simon som blev syg natten til Juledag.

Hr. Mand og jeg er ovre det – men Simon er stadig syg. Det er ellers gået nogenlunde fornuftigt mellem Jul og Nytår – men i går fik han et mindre tilbage fald – med kvalme og utilpashed. Han fik spist lidt – men ikke meget og derefter gik han ned og lagde sig. Hr. Mand er dødtræt i øjeblikket da han kæmper med et eksamens projekt som han har siddet med ud på de små timer de seneste dage. Så aftenen i går var ikke særlig opløftende – og vi slog tiden ihjel med film på flimmeren – mens vi ventede på at aftenen skulle tage ende – så vi kunne komme til ro. Kl. blev dog 2:30 før vi endelig kunne smide os i vores senge – for der var lige et par bange beagler der skulle have tisset af. Generelt var der mere fyrværkeri denne gang – og kors hvor jeg glædes over at det nu endelig er forbi for denne gang.

Simon vender derfor ikke lige hjem til sig selv endnu – da han føler sig mest tryg ved at være her, hvor vi kan hjælpe ham. Godt han fik nintendo swicth for den kan han da hygge sig med mens vi venter på bedring.

I morgen er det atter arbejdsdag for Hr. Mand – ferien må han tage senere – men så har vi det at se frem imod.


Året 2017 er forbi og det har ikke været et kanon år for os grundet al den sygdom Hr. Mand løb ind i og som endte med at koste ham galdeblæren. Der er så kommet nye bivirkninger til som vi nu skal tage højde for – men det må man jo tage som det kommer.

Jeg har haft en del problemer med mine hænder – i sær mine fingre, som rent ud sagt lever deres eget liv. Jeg nægter at være pessimist – og må bare tage det i den rækkefølge det kommer. Der er ikke nogen indikationer for hvornår jeg får angreb – det kommer og går som vinden blæser. Dog har jeg lært at takle angrebene på en bedre måde, så jeg nu ved hvordan jeg kan lindre det når det er i udbrud – og det er et langt skridt hen af vejen.

Mine drenge – som jo nu er unge mænd – sloges med deres autisme i større eller mindre grad – men der sidder nogle gode hoveder på dem og jeg er stolt over hvordan de følger med i deres omverden. Der er naturligvis stadig forhindringer  som vi må hjælpe dem over – men pt. går det fornuftigt det hele.

Og hvad vil 2018 så bringe? Ja det ved vi jo først når vi når til den 31. december. Men jeg har to for mig større jubilæer i dette år – men 60 års fødselsdag og mine 50 år som hofteopereret. Som man bliver ældre tænker man mere intenst over livet i al almindelighed. Men jeg har lovet mig selv at virkelig være over de ting der står mig nær – mine håndarbejder – mine male ting og puslespil – samt ikke mindst mine beagler, som jo også er ved at nå en vis alder.

Jeg vil tage tingene stille og roligt og lade være med at barsle med så mange planer – men bare tage tingene sådan som de nu opstår.

Vores kloge Dronning var jo lidt inde på de samme ting i sin nytårs tale – og det er slet ikke så dumme forslag hun kom med.

Mine beagler

 

1 3 4 5 53