hoslykkegaard.dk

Nu er det sket igen!

En feteret stjerne – som kom – steg op på himlen – sang så englene dansede - begyndte at blegne – blev slukket.

Whitney Houston var en af mine idoler tilbage i 80′erne og op i 90′sene hvor hun havde sin storheds tid – var en stjerne, som både jeg og mange andre så op til – et forbillede, som via sin utrolig smukke stemme sendte det ene budskab efter det andet.

Hvad skete der så? – Ingen ved det – sikkeret ikke engang hende selv – men borte var den rene, smukke stemme fordi den gik op i druk, piller og narko.

Hun havde det hele – et talent som jeg “almindelige” menneske kunne blive misundelig over.

Jeg elskede hendes musik – måske ikke så meget sangene – men den smukke stemme hun havde – den bjertog mig virkelig meget.

Søndag morgen fik jeg godt nok morgenkaffen i den gale hals – jeg blev dybt chokeret, da jeg læste nyhederne om Whitneys pludselige død. Hele dage kredsede mine tanker om det og man kunne jo ikke lukke nogen aviser op uden det sprang i synet på dig.

Michael Jackson (som jeg aldrig har været fan af) – er en fin sammenligning til Whitney – han forstod heller ikke at blive ved at være et godt forbillede, men blev et angst og op slidt menneske – en skygge af sig selv.

Listen af disse falerede stjerner er lang og det er ikke muligt at remse dem alle op. Judy Garland – som var min mors store idol – led samme skæbne som Whitney – hun døde kun 47 år gammel i 1969 af stoffer.

Så er der dem der bliver ved og ved – på trods af at stemmerne er slidt op –  Paul McCartney, Cliff Richard, Dolly Parton – bare for at nævne et par stykker. Det er med rette dem der må være forbillederne – for selv om de intet nyt har bragt med dem i mange år, så er det den energi og kærlighed de ligger i deres musik der må være gældende.

Mit chok er afløst af ligegyldighed – Whitney Houstons stjerne blev slukket længe før hun døde. Men minderne har man vel lov at have.

Læs USA korrespondentens Poul Høi’s blog: http://hoisonten.b.dk/Event/Hoisonten/23099561

Min ældste beagle, har gennem nogen tid været ramt af læbefolds svamp. Vi har prøvet alt muligt og ind i mellem har det været nødvendigt at lade ham bedøve, så dyrlægen kunne rense op i det. Det har så efterfølgende kostet en antibiotika kur på 8-10 dage.

Nu er han igen ramt af det og det inden for en 14 dages periode hvor han lige har afsluttet antibiotika behandlingen. I dag måtte vi igen bringe ham til dyrlægen til behandling. Denne gang undgik vi bedøvelse – men han skulle have mere antibiotika – og så traf vi beslutningen om at få ham opereret. Dels er det synd for Charlie og træls for os, da det er en skrue uden ende.

På onsdag – den 15. februar skal Charlie have fjernet læbefolderne. De følgende dage derefter bliver nok ikke så sjove for ham – men det må vi bare stå igennem så godt som muligt. Jeg er da nervøs og ked af det – det er jo som om at det er et af mine børn – for det er jo hvad beaglerne er – vores børn.

I disse her is tider med bidende kulde og kraftige minus grader – kan man glæde sig over at den halve vinter er gået. I dag er det nemlig 2. februar og Kyndelmisse. Vi fejrer ikke længere denne stik, som er en lys fest og som forkynder at vinteren er ved at gå på hæld. Denne helligdag blev afskaffet helt tilbage i 1770, men mange taler stadig om den.

Denne her bidende kulde vi har i øjeblikket lukker jo lidt ned for glæden ved at være ude. Mine gå ture med beaglerne er kortet meget af – for de fryser også og må iføres tøj for at kunne holde varmen. Lige så snart vi står stille for at snuse, så stepdanser de nærmest på stedet.

Jeg har læst rundt om på nettet, blandt andet Ekstra bladet har et stort tema om hvordan man skal forholde sig under disse ekstreme kulde grader der kommer ned over os. Der er forskellige råd om påklædning og hvordan man undgår kuldeskader – Ja ja det er jo meget godt – at vi kan i føre os uld undertøj og ditto termo tøj – men hvad søren gjorde de i gamle dage??

Her fandtes der ingen termo tøj – vi skal ikke længere tilbage end til 2. verdenskrig og de kraftige isvintre der var dengang. Ingen brændsel kunne man få og knap nok mad – og man måtte gå i det almindelige tøj. Det må for hulan havde været koldt. Min far var jo barn dengang – omkring de 12-13 år og han havde ældre søskende, som dengang var sendt ud for at tjene. Det brugte man jo dengang. Han har fortalt hvordan hans søskende måtte vade i sne til op på brystet for at komme på arbejde og så den samme vej tilbage om aftenen – 4 isvintre oplevede de under 2. verdenkrig de 3 af dem har slået kuldrekord – så denne kolde luft vi oplever pt. er intet at sammenligne i mod hvad de oplevede dengang under krigen – og det uden termo tøj og ditto uldtøj.

På baggrund af det, syntes jeg ærlig talt at medierne slår et meget stort brød op – som sædvanelig

Januar måned har til nu budt på meget omkring vores Kongehus. Først var der Dronningens 40 års regerings jubilæum, som vi fulgte lidt med i på sidelinjen. Og så fik vi endnu et medlem af Kongehuset for få dage siden, da Prinsesse Marie nedkom med en datter.

Samtidig med alt det kunne man jo læse en masse om netop disse begivenheder  i de forskellige online aviser   – man kunne også læse åndsvage kommentarere – hvor mere eller mindre tåbelige verbale vendinger prægede billedet. Hvad har folk dog så ondt i røven over??? – Jeg fatter for min dø ikke hvorfor at vores Kongehus skal nedgøres i alle retninger. De koster for mange penge! – Nu er der endnu et medlem født, som skal brødfødes af vi skatteborgere – folk der har den mening, må ski have ondt i deres  sjæl – eller være så dødmidsundelige at det halve kunne være nok. Hvor er dansker følesen? – Hvor er stoltheden?

Jeg er fra den tid hvor jeg endnu husker Kong Frederik den 9. og Dronning Ingrid. Jeg er vokset op i respekt for Kongehuset – det sørgede mine forældre for. Den der stolthed når man så Kongen eller Dronningen. Vi fulgte med da vores nuværende Dronning blev forlovet, gift og fik Kronprins Frederik og Prins Joachim – ligesom vi også fulgte Dronningens søstre på sidelinjen.

Da Dronningen blev udråbt som Margrethe den 2. sad vi bænket og så begivenheden – vi fulgte også Kong Frederik den 9. til graven. Alle de følgende begivenheder i Kongehuset har jeg som dansker fulgt. Jeg har set Kronprinsen og hans bror vokse op, blive gift og få børn – og jeg håber jeg kommer til at opleve at se Kronprinsen bestige tronen efter sin mor.

I tirsdag da Prinsesse Marie nedkom med en datter – da fulgte jeg også med – på sidelinjen – og ligeså i dag, da hun forlod hospitalet for at tage hjem med sin lille datter.

Igennem mere end 40 år har jeg fulgt Kongehuset. Jeg er stolt over at de gør sådan et stort arbejde for vores land. Jeg er stolt over at jeg bor i et land med så rige traditioner og med sådan en rig historie.

Og allerede nu kan man igen læse åndsvage kommentarer fra folk med ondt i røven – få jer dog et liv