Begivenheder i uge 32
Vores hjemmeskole er startet op i denne uge. Vi er gået langsomt i gang, skal lige vænne os til det igen.
Jeg er fast besluttet om at nu skal Mathias lære at skrive på en ordentlig måde. Han pines ved den håndskrift han har, og det er egentlig lidt med vilje at jeg ikke er gået så meget op i hans håndskrift, fordi jeg valgte at bruge tiden på at give dem verdensviden om så mange emner som muligt. De havde jo ikke lært en disse da de gik i skole, så der måtte ligesom ske noget.
Nu er Simon jo ude af skolesystemet og der er plads til ar arbejde meget mere med Mathias. Jeg har derfor valgt at dansk og matematik har første ret. Og derfor vil jeg dette skoleår arbejde målrettet på at Mathias’ håndskrift forbedrer sig.

Hele ugen her har vi målrettet øvet håndskriften og det vil forsætte de næste mange uger.
Jeg har prøvet Mathias lidt af i matematik med hensyn til klokken og at tælle penge og det ser godt ud på det område.
Så har vi haft lidt historie om Demokratiets indførelse i Danmark. Men de næste mange uger bliver der bygget langsom på. Når vores lokale bibliotek har fået om rokeret deres bøger så går turen dertil for at finde faglig rettet bøger som Mathias så skal læse selv. Mens jeg har “undervist” har Simon så set efter hundene. Men ugen har også været præget af at Peter har været syg med influenza. Nu går det lidt bedre så han kan forhåbentlig gå på arbejde igen på mandag. Søndag d. 10. står i fødselsdagens tegn, i det Simon bliver 17 år og det skal jo fejres.
Mormor og morfar kommer og spiser frokost og fødselsdagsbarnet har ønsket at få lagkage, med brune bunde og creme og jordbærsyltetøj. Om han får alle de gaver han ønsker sig, kan jeg ikke røbe her, det må tiden vise.

Uge 33
Ugen er gået stille og roligt. Mathias har ikke været helt med i denne uge, hvorfor jeg har måttet lukke lidt ned på nogle områder. Han har dog øvet sin håndskrift og haft sproglige fag. Vi fik også lavet lidt matematik.
Det har været noget dum vejr i denne uge hvorfor vi ikke har kunnet komme så meget ud som vi plejer. Desuden har Simon været præget af at hans farbrødre glemte hans fødselsdag.  Det var ellers en glad 17 årig i søndags, da han fik, sine punker bukser, og en overrasksélse en hættetrøje med snører. Desuden fik Simon et playstations 2 spil og 400 kr af sine morforældre.
Ugen her blev også præget af at beskeden om at hjemmeundervisning.dk lukker ned. Adminstratoren kan vist ikke få det til at fungere og har mistet troen på det.
Jeg har nu gennem andre som har været med i både den gamle, som den nye hjemmeundervisningsgruppe, og som jeg har haft en del kontakt til, truffet beslutningen om at prøve kræfter med mit eget fora.
I går aftes d. 14 august gik Hjemmeskolen.dk’s nye forum så i luften.
Jeg håber på at mange vil finde vejen hertil, så vi sammen kan skabe en god ramme om hjemmeundervisningen i Danmark.

Uge 34
I den forløbne uge har Mathias arbejdet videre med sin skriflige fremstilling (håndskrift) Det er fremgang at spore og Mathias kæmper virkelih en brav kamp med de “forbistrede” bogstaver. Hatten af for ham. Vi har ændret skema således at Mathias to dage i ugen studerer frit, lige hvad han har lyst til, vil han ikke lave noget særlig, jamen så er det sådan, så ser vi en film eller spiller et spil eller hvad vi nu kan finde på. Denne frihed han har gør at han åbner sig meget mere op, på alle områder. Det kommer bl.a. hundene til gode fordi Mathias får et endnu større overskud til at tage sig af dem. Jeg mærker det også sådan at han bliver bedre til at give en hjælpende hånd til at tømme/fylde vaskemaskine/opvaksemaskine og flere andre ting.
I denne uge er forum for hjemmeundervisere kommet op at køre her på siden. Jeg har erhvervet mig domænet hjemmeundervisning.dk fra den tidligere adminstrator på sitet da han vil prøve kræfter med noget andet. Min plan med forum er at køre det lige så lang tid jeg kan/vil også selv om jeg ikke vil være aktiv hjemmeunderviser fra næste skoleår, så vil jeg gerne lægge side og støtte til andre der finder vejen til hjemmeundervisningen.

Uge 35
Jeg må krybe til korset og straks sige at jeg ikke har været i stand til at gennemføre nogen undervisning med Mathias i denne uge. Jeg er blevet ramt af et gevaldigt “ryganfald”, og denne gang tror jeg selv det har været en mindre diskusprolaps. Følelsen i venstre ben har været nedsat, og benet har føltes tungt og mærkeligt at gå på. Derudover har jeg haft kraftige smerter i den nederste del af lænden, så meget at jeg har måttet indtage både Ipren og Pinex samtidig efter lægens anvisning. Mathias’ “undervisning” har så bestået i at han og Simon har måttet gå og passe hundene. Fra onsdag blev Peter også hjemme og arbejde, så han kunne springe til hvis jeg gik “out of order”.

Det har altså været en uge som ikke vil gå over i historien, men samtidig også en advarsel om at jeg skal passe bedre på mig selv, bruge flere hjælpemidler. Alt det må jeg sætte mig ind i hen af vejen. Men en god ting har der da også været. Jeg har endelig fundet tiden til at spille Sims2 hvilket jeg har savnet meget, den senere tid, men ikke har haft tid til det pga. forum/undervisning/planlægning m.v.

Jeg håber jeg bliver så “fit to fight” at jeg kan “undervise” Mathias igen fra næste uge. Heldigvis er han god til selv at finde på hvad han skal, så han lærer noget ved at surfe rundt på Internettet og læse sine fri læsnings bøger, så det går jo alligevel. I øvrigt står denne weekend i Sims2 hjørnet idet den sidste udvidelsespakke Apartment life udkommer, så der vil blive livlig snak på Sims2net foraet denne weekend.

Uge 36
Endnu en uge er gået. Det er gået markant frem med min ryg og jeg har igen været i stand til at gå ture med mine hunde, dog har jeg stadig måttet tage smertestillende.
Mathias er lige gået i gang med den 3 bog om Barimæus Trilogien. Alle 3 bøger har et side antal på over 500 sider. Det er super sejt at Mathias kan konsumere sådan en bog, men igen endnu et tegn på at det virker når man selv vælger det man vil lave. Derudover har han kæmpet en brav kamp med håndskriften og det går fremad, for vi har kunnet udvide sætningerne så han får skrevet noget mere. Så har Mathias og jeg bare spillet triominos og bagt kage ligesom han har regnet styk prisen ud på forskellige ting vi havde i køleskabet. Det gik han vældig op i, så endnu en succes med regning. Drengene har i denne uge fået det nye SPORE spil fra EA games. De går vældig meget op i at lave monstre og få tjent nogle penge til forbedringer. Det er jo strategi og regning på samme tid. Derud over går drengene hver dag ture med hundene, og passer den ugentlig mad dag de har.

Simon syntes det er vældig dejligt ikke “at gå i skole mere” men han ved også at der kommer en dag hvor vi seriøs må overveje hvad han skal videre med. Fordi han har en diagnose er han automatisk med i den 3 årige uddannelse for unge med særlige behov. Den skal bare påbegyndes inden det fyldte 25. år. Simon er blomstret endnu mere op den senere tid. Han render rundt og passer hunde og laver kaffe m.v. når Mathias og jeg laver noget sammen. Så vi har det rigtig hyggeligt sammen. Nu afventer jeg så et nyt tilsyn i løbet af de næste par måneder, hvis de da gider at komme. nu hvor Mathias har valgt afgangsprøverne fra.