Jeg har lige haft sådan en god periode hvad angår mine hænder. Jeg har nemlig holdt en lang pause med hæklenålen og kun foretaget andre småting, som at male i en af mine male bøger – læse lidt og spille lidt og i kraft med dette blev mine hænder bedre og bedre.
Indtil i onsdags. Jeg havde hæklet stille og roligt gennem nogle dage men også holdt pauser – så skulle manden havde en smuldrekage med på arbejde (min berømte diabetiker smuldrekage) og da jeg jo havde det fint nok sagde jeg at den kunne jeg lige bikse sammen – så han kunne få den med torsdag på arbejde.
Allerede da jeg stod og biksede dejen sammen kunne jeg mærke at senen i højre håndled begyndte at skabe sig. Det er nemlig hårdt at smuldre 250 g. smør sammen med sukker, mel og havregryn – men jeg forsatte og fik også lavet kagen.
Om aftenen hæklede jeg lidt videre – men så begyndte den sviende og brændende smerte og jeg smed hæklenål mv. fra mig – men ak skaden var sket.
Så siden onsdag aften og til nu (fredag eftermiddag) har senerne i begge håndled – dem der løber mod tommelfingeren bare været så slemme at jeg ikke kan visse bevægelser med hænderne – det vil sige holde ordentlig fast på noget og klemme sammen om noget. Jeg kan bøje i begge håndled både op og ned – det er lige præcis her den er gal:
Ja det gør mig rigtig ked af det – for det har intet med tunnel syndrom at gøre – men simpel hen overbelastning at senerne.
Jeg er overhovedet ikke i tvivl at alt mit hækleri er skyld i at jeg nu har betændte sener i mine arme og i sær mine hænder og det er Hr. Mand heller ikke – faktisk har han været en varm fortaler for det – men har jeg villet høre? NEJ det har jeg ikke.
Projekterne omkring sønnernes tæpper ved jeg ikke hvad der sker med – men en samtale må jeg have med begge mine drenge – jeg er dog ret sikker på at de vil sige, jeg skal passe på mig selv – de vil nok hellere have en mor der laver god mad til dem end en mor hvis hænder bliver ødelagt for livet, hvis ikke hun passer på.
Så ja valget burde vel ikke være så svært?
