går tingene ikke som forventet. Faktisk så kan brud på den normale hverdag stresse mig så gevaldigt at det tager flere dage at blive “repareret” igen. Sådan er det når man som jeg er introvert (indadvendt) – det koster enormt meget når “korthuset” vælter omkuld.
Hr. Mand skulle jo have nye briller – og i den forbindelse holdt han fri i fredags (17/2) – Han fik sine briller og brugte det meste af dagen på at forsøge at blive dus med dem alle tre par – men mest dem han skal gå med i hverdagen.
Om aftenen måtte jeg hente Simon hjem, da hans internet var ude af drift. Vi tilbragte en almindelig aften med snak og film og så i seng ved 23:30 tiden.
Om natten blev Hr. Mand akut syg – skal spare for detaljerne – men blot sige at det var voldsomt. Dagen efter (lørdag) var han dårlig og havde forfærdelig ondt et bestemt sted i mave området. Vi troede jo han havde fået en madforgiftning af en eller anden art og jeg begyndte at tænke at den tur skulle vi måske allesammen gå igennem – i hver fald var jeg dårlig ved tanken – men også fordi jeg jo ikke havde sovet på grund af mandens renden til og fra toilettet.
Smerterne i maven kom og gik og der var perioder hvor det var rigtig slemt. Søndag var der ingen bedring – jeg tog ud og handle ved middagstid – og her kan jeg godt afsløre at jeg stressede en del – både over manden, samt at den ellers fredelige weekend vi altid har nu var rykket op med syvtommer søm.
Da jeg kom tilbage ved 13:30 tiden meddelte Simon at Hr. Mand havde fået det værre og han havde været i kontakt med vagtlægen. Han skulle indfinde sig 14:20 – så jeg kom helt i oprør for nu gik tingene en tand for stærkt for mig. Her i vores by er der nemlig ikke længere vagtlæge eller sygehus – så turen skulle gå til Kolding. Jeg kastede et stykke brød i mig for havde intet fået siden om morgenen – passager sædet lagt ned – Hr. mand anbragt der – og så afsted. Først for at fylde benzin på bilen før turen kunne gå mod Kolding.
Med andre ord blev der trådt på speederen – vi nåede Kolding sygehus kl. 14:20 – så lidt forsinket. Smed manden af og så skulle jeg finde en P plads.
På dette stadie begyndte mine hænder og arme at gøre oprør og jeg frygtede for om jeg i det hele taget kunne køre hjem??
Mens jeg bekymrede mig om det og en begyndende hovedpine – som altid kommer når jeg stresser, ringede Hr. Mand – at han var færdig og hvor jeg var. Jeg sagde jeg kom med bilen så kunne han hoppe på.
Diagnosen han kom med var ret overraskende – for det var ikke hans mave som sådan den var gal med – næh nej – HAN HAVDE BØJET ET PAR RIBBEN……. I mean WHAT????
Ja det kan man sagtens gøre, når man har en voldsom opkastning – så ved vi da det!! Men faktisk en lettelse at der var en årsag – omend en helt anden end forventet!!
Jeg kørte mere roligt hjemad – men var træt helt ind i knoglerne da jeg parkerede udenfor vores hus. Om aftenen var jeg på vagt apoteket efter morfin til Hr. Mand.
Morfin er bare ikke nok – så fra i nat stod den på en kombination af morfin, ibumetin og panodil. Men han fik sovet.
I dag har lægen sagt at han skal forsætte den dosis – morfin 2 x panodil/pamol 4 x samt ibumetin 2x pr. døgn. Han er mere rolig i dag og klager sig ikke så meget, så det smertestillende skulle forhåbentlig dække det nu – ellers må lægen justere det igen.
I dag har Mathias været ved tandlæge – 2. gang indenfor den samme uge – så nu kan han klare sig 6-7 måneder igen. Simon er her stadig – jeg orker ikke køre ham hjem i dag, så han bliver til i morgen.
Mine fingre er nu ved at stivne til – så jeg tror jeg får en “dum” og tavs mandag aften – men da Hr. Mand nu er smerte dækket – håber jeg på en god nattesøvn. Med tavs mener jeg at – når jeg har været udsat for pludselige “angreb” udefra og som jeg ikke har fået tiden til at forberede mig på – så bliver jeg tavs – nul snak og nul krav fra anden side – med andre ord – folk skal bare lade mig i fred – så mine batterier kan blive ladt op igen.
