Af både – Simon, Mathias og Hr. Mand!!
Så derfor drager jeg til Kolding sygehus d. 6. april og får undersøgt mine hænder og arme i ortopædisk ambulatorium. Det er en undersøgelse der er beregnet til en times tid – og her vil jeg sikkert blive målt med elektroder – så de kan måle hvordan nerve banerne reagerer.
Selvom det er blevet bedre – så er det langt fra væk og jo, jeg er da selv nysgerrig på hvad det er for noget – så det er ikke fordi jeg ikke selv ved det – altså at der skal kigges på det. Det er nok mere tanken om at man skal det her!! – Men jeg har naturligvis også min familie at tænke på – for de har næsten lidt ligeså meget som jeg og set hvilke symptomer jeg rammes af.
Hvad der kommer ud af undersøgelsen ved jeg jo af gode grunde ikke – men uanset om det er det ene eller det andet – eller slet ingenting – så vil jeg efterfølgende tænke tingene igennem. Med andre ord – så er operation stadig den allersidste udvej og ikke noget jeg bare vil gøre – alt skal måles og vejes og eftertænkes.
I mellemtiden forsætter jeg den vej jeg har lagt – tager tingene i afmålte portioner – men uanset hvad jeg gør så oplever jeg ændringer hver dag. Nogle dage er der ikke rigtig noget – men så kan jeg vågne en morgen – som i dag – med kanon ondt i det ene håndled og som følger af det en hånd og arm der er “træt” og ikke rigtig virker som jeg vil den skal – så jo noget er der jo galt – det kan jeg ikke skjule for mig selv, eller mine nærmeste.
En af mine bedste investeringer på det plan er et krus med silikone omkring – det krus kan jeg bare ikke tabe ud af hænderne og så er det rigtig rart at vide man kan drikke sin kaffe eller te uden fare for at det hele ender ned i skødet på dig.
Den eneste større ændring der er her i huset er, at vi ikke snakker så meget om det mere – for det er jo blevet hverdag – at jeg nogle gange er “out of order”