Kan man?
Det spørgsmål stiller jeg mig selv ind i mellem. I øjeblikket er jeg særdeles splittet omkring det spørgsmål. Omvendt så bør man jo også tænke at de vil en det bedste og at man ikke kun er en brik til satstikkerne. For selvfølgelig føres der optegnelser over en i sundhedsvæsnet. De ved selvfølgelig ikke alt – men de ved rigtig meget og det er jo her det gule sundheds kort kommer ind i billedet hvor alt om din person står. Vi er jo kun et nummer i denne sammenhæng.
Jeg indrømmer med det samme og kryber til korset – at jeg ikke har passet mine blodsukker målinger et stykke tid og det er der en meget stor grund til. Af helt personlige årsager vil jeg ikke her fortælle det – men jeg kan løfte dynen en smule.
Den læge jeg har – har jeg haft i mange år – lige siden mine drenge fik deres diagnoser (infantil autisme) og at jeg/ vi fulgte med over i dennes praksis fordi den læge vi dengang havde stoppede.
Den nuværende læge kender alt til alle de slagsmål vi havde med kommune og myndigheder, forud for drengenes diagnoser – samt tiden efter, gennem samtaler med skole/kommune (for at vi skulle makke ret) – fremtil hvor vi tager vores drenge ud af skolen, for at hjemmeundervise dem. Ind i mellem passede jeg mine blodprøver mv. når man har diabetes og de ting der var udover det hos lægen.
Nu springer jeg lige nogle år over og er fremme i nutiden – hvor jeg nærmest er blevet overfuset til at møde op og få taget blodprøver – for ellers – det lader jeg stå og blafre i vinden.
Jeg har jo disse problemer med mine hænder og arme – og fra 2016 og frem til nu er der intet kommet frem hvad årsagen kan være. Jeg er blevet testet i hoved og røv – blevet fotograferet og scannet – samt taget en del blodprøver. Det eneste der er kommet frem er at jeg har ansamlinger og knuder visse steder i arme og hænder og kraftige forkalkninger i begge fødder.
Mine symptomer er ikke blevet bedre – tværtimod – så er også mine knæ, hofter og fødder angrebet nu. Jeg får betændelser/infektioner i leddene og har svært ved at bruge mine hænder/arme/ben mv. optimalt og slet ikke uden dobbelt dosis af ipren/panodil.
Dette med infektionerne kan forværre blodsukkeret – det kommer helt af sig selv.
Jeg er stadig på bar bund – Kolding har afsluttet mig – færdig bum – og nu gætter jeg selv videre – for det halve af min fædrene familie havde slidgigt i større eller mindre grad og det kan mine symptomer udmærket svare til.
Jeg gider med andre ord ikke længere drøfte de her ting med min læge – jeg må bare gøre det så behageligt som muligt for mig selv.
Jeg har gode dage – hvor det gode kan vare en uges tid – for så at vende tilbage til de dårlige perioder – så det er som vinden blæser.
Da jeg i sin tid søgte om førtids pension gik jeg til undersøgelser hos en overlæge her fra byen – en ret kendt en – og det var også ham der opererede mit højre fodled tilbage i midt firserne. Men han sagde dengang at jeg ville opleve gode perioder – men også dårlige på sigt. Dengang tænkte jeg ikke så meget over det – men det gør jeg i dag – for han har haft ret.
Og nu tilbage til lægen. Lægen skrev til mig før sommerferien for at få mig til kontrol – igen – jeg skrev tilbage at jeg ville få en tid efter sommerferien.
Den tid havde jeg i går (28/8) – men for 3 uger siden ringer lægens sekretær og nærmest beordrer mig til at komme og få taget den blodprøve, her og nu – her knak filmen for mig og jeg blev altså lidt ubehagelig at tale med.
I går var jeg hos lægen – hvor jeg nærmest følte mig krydsforhørt – Jeg følte mig virkelig ubehagelig til mode – nærmest som om jeg havde begået en forbrydelse. Og her gik det omsider op for mig, hvor hunden ligger begravet (som man siger) – Det hele bunder i disse ubehaglige samtaler vi i sin tid havde med skole og kommune og hvor de ville have vores læge med som bisidder. Derfor kan jeg ikke snakke med min læge idag, som jeg burde – jeg flygter i samtalen og pakker tingene ind, fordi jeg ikke længere VIL udlevere mig selv.
Oven i det – da lægen ikke kunne få de ting ud af mig som hun ville – foreslog hun at jeg måske have brug for en psykolog – A HVA BE HVA?? . Indtil da havde jeg bevaret hovedet koldt – men det der fik mit bæger til at flyde over. Så jeg sagde skarpt at det kunne de godt glemme alt om. Mig der har stået i spidsen for mine drenges undervisning – været deres lærer, psykolog og mor på samme tid og så skulle jeg havde bøtten undersøgt? Her vil jeg lige indskyde at da drengene fik deres diagnoser, så havde kommune og PPR ikke mere de skulle sige til os – for vi havde jo haft ret.
Jeg er dog nu gået med til at få taget blodprøver mv – senere i september, samt møde op til en samtale efterfølgende. Derefter møder jeg pligtskyldigt op og får taget de der blodprøver med jævne mellemrum og så må vi se, hvad der videre sker.
Nogen vil sikkert sige – hvorfor skifter jeg ikke læge? – ja hvorfor ikke? problemet er bare at der ikke rigtig er nogle læger her i byen, som kunne være bedre –
Lige nu håber jeg bare at jeg har lukket munden på min læge og så vil jeg arbejde videre med min egen plan for det videre samarbejde og så tage den derfra. Så tilbage til overskriften – kan man stole på sundhedsvæsnet? Det svar vil jeg lade blafre i vinden
