Det går op og ned med mine hænder og arme. Har lige overstået en dum uge med en dårlig venstre arm og håndled. Det er ikke altid til at forudse hvornår man får et angreb og det er ikke noget jeg længere kan forhindre – det sker – når det sker.
Jeg har dog hæklet ind i mellem – for som skrevet har det ikke nogen betydning om jeg gør eller ej og den vigtigste grund er jo nok at jeg slapper så godt af med det, fordi jeg ikke behøver at tænke på alt muligt.
Jeg har fødselsdag om få dage og i den anledning har jeg købt en gave til mig selv – fra mig selv 😎 – jeg har nemlig købt 2 nye puslespil :;
Jeg måtte jo opgive det jeg først var gået i gang med og historien bag det er så simpel – at jeg ikke kunne fastholde mig i det – mistede totalt overblikket – så efter at have prøvet 2-3 gange blev det pakket væk. Sandheden er jo nok den at jeg ligesom mine sønner, mister grebet om tingene, når der mødes modstand og man derfor går helt i baglås. Der er ingen tvivl om at mine drenges autisme kommer fra mig. Dette har jeg ofte berettet om og set i bagspejlet tegner der sig en tydelig tråd. Min barn og unge år var ikke nogen dans på roser. Jeg var konstant angst og klappede i som en østers så snart verden gik i mod mig – typisk autistisk og noget jeg ofte genkendte hos mine sønner. Dengang i 60’erne fik man ikke diagnoser – der var man “bare” sær. Heldigvis har tiden rådet en del bod på det og det er kommet mine sønner til gode, hvilket jeg er meget taknemmelig over.
Men tilbage til de nye puslespil – som jeg denne gang har købt mere overskueligt og med større brikker. Jeg håber at jeg får mig trænet så meget op, at jeg får modet til at finde det svære frem igen. Jeg lagde meget puslespil som barn – faktisk var jeg jo en enegænger og elskede ensomheden og mit eget selskab, for så kunne intet gå galt. Dengang var jeg virkelig god til sådan noget – og det håber jeg at blive igen. Denne gang har det fanget mig og jeg er kommet godt fra start – og det er jo godt med blod på tanden, for det fremmer jo som bekendt interessen.
