Det nye år er nu 25 dage gammelt og har allerede bragt en masse med sig rundt omkring i verden. USA har blandt andet fået en ny præsident – Joe Biden – og med ham er håbet om en bedre hverdag for amerikanerne.
Og så er verden som bekendt i lockdown og i rødt grundet en vis pandemi som ikke vil slippe taget.
Det betyder at her hos os er vi også i lockdown – da Hr. Mand arbejder hjemmefra – ikke fordi han absolut skal – men da jeg jo er i risiko zonen er det en beslutning han har truffet. Det går også fint – for selvom han arbejder så han jeg vænnet mig til at “han ikke er der”. Min hverdag går med andre ord som den altid har gjort – og så alligevel ikke helt – for jeg møder kun i yderste nød op i en butik for at handle daglig varer – og stor handler i stedet hos de supermarkeder der tilbyder online bestillinger. Og jeg må sige at lige den del kunne jeg godt vænne mig til også i fremtiden.
Min tid bliver brugt på vores beagler som jeg hver dag går tur med – som jeg altid har gjort – forskellen er blot at vi ikke stopper og snakker med nogen – men blot hilser i forbi farten – ligesom jeg også skifter fortov hvis nogen er på vej imod os. Og det får mig til at tænke på – om det nogensinde bliver som det var engang – at man kunne snakke lidt med dem der bor rundt om hjørnet – eller det for altid er passé??
Udover det ligger jeg en masse puslespil – da håndarbejde ikke er lige for grundet mine dårlige arme, hænder og fingre. Men den “historie” har jeg jo fortalt mange gange herinde tidligere.
De seneste dage har jeg brugt på et puslespil som er skabt af Johanna Basford og hendes Hemmelige have malebog og i går blev det færdigt.
begyndelsen
og det færdige resultat
Når man arbejder med sådan noget – så handler det kun om det og man glemmer det der er udenfor vinduerne – det er i hver fald en god måde at stresse af på – så hermed en anbefaling.
De kommende dage, går jeg i gang med endnu et puslespil og det glæder jeg mig meget til.
I disse dage er det 10 år siden – siden her så dagens lys.
10 år er gået og med hvad?
Siden blev først og fremmest lavet grundet at begge mine sønner har autisme. Vi har oplevet meget modgang omkring netop dette – da ingen i sin tid lyttede til os (hvor har man ofte hørt det henne – at ingen lytter eller gider gøre noget ved tingene?)
Nuvel resultatet er jo velkendt og det viste sig at vi havde haft ret hele tiden og kommune mv. fik en meget lang næse og forhåbentlig en masse dårlig samvittighed.
Hoslykkegaard opstod dog langt senere – da jeg ofte havde en masse jeg gerne ville af med og se på skrift så det ligesom bedre trængte ind.
Mine sønners op og nedture og ikke mindst nederlag de gang på gang oplevede via deres skole og som gjorde at så kunne jeg dæleme undervise dem selv – hvilket jeg så gjorde.
Hjemmeundervisningen blev vendingen til en masse positive oplevelser for os allesammen – for kommunen havde bare intet at skulle sige eller gøre. Det betød en masse frihed og hvor vi alle som familie fik roen til at komme os.
I dag er mine sønner voksne og de er derfor ikke længere så meget involveret i siden her – jeg har respekteret at jeg ikke bare kan ytre mig om dem – da de jo netop er voksne og selv skal tage stilling.
I dag bruger jeg primært siden for mig selv – en slags hobby/opsamlings side om hverdagens udfordringer, glæder – ja livet i al almindelighed.
Min blog iver er for nedad gående. Det må jeg erkende efter et hurtigt kig i mine skriv over året der snart er gået. Søle 63 indlæg er det blevet til. Det er ca. 5 indlæg pr. måned til og med november. Nuvel jeg har slettet en del indlæg – måske fordi de var lidt for personlige og fordi jeg ikke ville at et vis “familiemedlem” skulle læse hvad jeg skrev. Jeg indrømmer at siden min far gik væk for nu 4 år siden og jeg fandt ud af at en bestemt person holdt skarpt øje med hvad jeg ned fældede her på siden, da begyndte mine skriv at ændre sig plus at jeg følte mig nødsaget til at slette visse indlæg. Det skete ikke med min bedste vilje, men mere det at det skulle den vedkommende person ikke delagtig gøres i. Jeg ved ikke om denne person stadig følger med – det har jeg ikke muligheden for at kunne se i mine satstikker samt at jeg heller ikke længere har kontakt til vedkommende – af samme grund. Min fars død bragte desværre nogle knap så “dejlige” ting med, omkring arv og bo fordeling – sådan som det ofte kan være i nogle familier. Og da min familie jo var en sammenbragt familie, hvor vi nok ikke altid havde det så rart i hinandens selskab, men spillede for galleriet, for husfredens skyld – ja det er så endnu en grund til at mine skriv herinde er blevet noget mindre.
I starten, da siden her var ny, havde jeg et stort behov for at skrive – dels om mine sønner via deres autisme og som familien havde et anstrengt forhold til og jeg/vi ikke kunne snakke med dem om, da de ikke forstod ret meget – og dels via min diabetes sygdom, mine op og nedture omkring det – – der var også de 6 år hvor jeg hjemmeunderviste mine sønner, som gjorde at jeg måtte fortælle omkring det. Sidst men ikke mindst livet i al almindelighed. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg godt kan lide at ytre mig og egentlig har et behov for at nedfælde mange af mine tanker om dette eller hint – men man når til nogle milepæle sommetider – og sådan en er jeg nok så småt nået til nu.
Næste år runder jeg et skarpt hjørne – når jeg fylder 60 – samtidig med det har jeg 50 års jubilæum med den hofte operation jeg fik foretaget tilbage i 1968, hvor jeg fik indsat en slags kunstig protese i min højre hofte. Det har jeg levet næsten hele mit liv med – og det har været på godt og ondt. 50 år er fandme lang tid, hvor denne tro følgesvend har givet mig diverse større og mindre problemer – og som ALTID ligger i mit baghoved fordi hele din hverdag i større eller mindre grad er præget af “det ben”. Alt hvad man foretager sig – foregår pr. automatik – f.eks. kan nævnes at jeg ALTID holder øje med hver en lille revne/hul i fortovet så jeg ikke træder forkert. Dette eksempel er bare et blandt mange andre – men noget der bare sidder under huden på dig, fordi det er en del af dig, din hverdag og dit liv.
Så er der problemet med mine arme og hænder, som jeg har berettet en del om her på siden. Det vil jeg ikke komme mere ind på her, blot sige, at det kunne jeg godt havde været foruden.
Mine drenge er voksne – de er nu 26 og 24 år – og de bryder sig ikke længere om at jeg bare nedfælder omkring dem, hvilket jeg forstår og også respektere. Jeg har således ikke skrevet så meget om dem og det de oplever hånd i hånd med deres autisme. Jeg har dog berettet omkring deres fødselsdage – altså generelt mærkedage.
Jeg har også berettet om min Hr. Mand og hans forskellige cykel uheld – det seneste ligger 2 år tilbage og det har han stadig mén af – samt på det seneste hans akut opståede problem med galdeblæren og som han nu har fået fjernet. Også det har haft visse bivirkninger med i kølvandet – noget bliver godt og noget nyt kommer til – og sådan er livet jo generelt.
Derfor står der nu tilbage, spørgsmålet om – hvad er der at fortælle mere?
Jeg kan ikke blive ved med at fortælle om mine op og nedture i selskab med de efterhånden en del handicaps jeg har – jeg kan ikke fortælle mere om mine drenge – de er voksne og jeg må acceptere at den del er for grænseoverskridende, for dem. Det samme gælder Hr. Mand – her må jeg også acceptere, at der må være en grænse. Mine beagler spiller også en MEGET stor rolle i vores hverdag, men de har jo som bekendt deres egen hjemmeside og som benyttes en del af andre, blandt andet får jeg ofte henvendelser, vedr. problematikker omkring beaglen eller bare en sjov historie.
Facebook er jeg også træt af, jeg bruger den dog da mine sønner er der og ofte kontakter mig via den.
For en tid vil hoslykkegaard ligge stille, til jeg beslutter mig for, hvad jeg vil? Kan jeg undvære mine skriverier? Eller skal jeg finde noget andet at meddele mig igennem?
Sådan kan man vist bedst beskrive det når det handler om autisme.
Sagen er den at min ældste søn længe har være plaget af søvnproblemer og det går ham voldsomt på efterhånden.
Problemet er ligetil for det er noget de fleste forældre til børn og unge med autisme kan nikke genkendende til – søvnproblemer er velkendt og noget der hører til når man har en autismeforstyrrelse.
Dog er der jo den hage ved det at han (sønnen min) ikke længere bor hjemme og det derfor er sværere for mig/os at træde til. Op gennem mine drenges barn og ungdom har jeg kunnet styre deres døgnrytme og for det meste sørget for at de kunne sove det meste af natten. Men den del er jo “tabt” nu fordi han som skrevet ikke længere er under samme tag som jeg.
Og hvad gør man så, når nu sønnen kommer og beder om hjælp? Ja den er jeg i gang med at tænke på – men han har allerede nogle redskaber – det skal bare korrigeres lidt og så håber jeg det kan hjælpe ham lidt på vej.
Det handler om at man tænker “At man SKAL sove” alene den tanke kan hos en som min søn udvikle stress fordi man ved man skal sove – men man kan ikke – fordi man tænker for meget på det. Han er desværre kommet ind i en rigtig dum cirkel, som jeg nu skal forsøge at vikle ham ud af igen.
Den yngste af mine sønner har det lidt på samme måde – men han er bedre til at “tømme” hovedet for tanker – i modsætning til den ældste som har brug for redskaber for at kunne “tømme” hovedet.
Når han (den ældste) går til ro er det ved hjælp af beroligende musik eller stemmer på den bærbare som han ligger og lytter til – det er nødvendigt for at tankerne ikke kører rundt i hovedet på ham – og det hjælper ham til at slappe af fordi han tvinges til at høre stemmerne eller musikken. I modsætning til os “normale” som læser et blad eller en bog for at “tømme” hovedet er han grundet sin autisme nødsaget til at have det visuelt.
Det er faktisk så godt og det virker for jeg har selv prøvet det af og sandelig ja så bliver man ret så afslappet af at se og høre på ham, det er jeg et levende eksempel på 😆
I dag starter han (sønnen) op på Valerina (baldrian) noget som i særdeleshed har hjulpet den yngste søn.
Udover det er jeg i gang med at udvikle et skema som han (ældste sønnen) skal have op ude hos sig, så han fremadrettet kan få flere opgaver. Noget af det kan gå på – at tage bussen ud til os – gå med en af beaglerne – spise hjemme ved “moar” og blive kørt hjem om aftenen. Derudover skal der indkøb på – selv gå ned og købe 3-4 ting – gå en tur – bruge motions cyklen og hvad vi nu kan komme på – således at han får flere ting at gå op i og som i sidste ende skal lede til en bedre søvn.
Når han er hjemme hos os i weekenderne – hjælper han jo med at lave mad, gå med beaglerne, vaske tøj mv. og dermed er mere i vigør – det er også mit indtryk at han sover bedre når han er her hos os.
Om et par dage ankommer der en whiteboard tavle som han så skal have sat op ude hos sig selv og så tager vi den derfra.
Vi har også snakket om at den “hjælp” kommunen kan stille med ikke batter noget som helst – det vil sige – de der kommer på hjemmebesøg ikke har været i stand til at give ham nogle redskaber og dermed er overflødige – at vi vil standse den hjælp en periode, da for mange (os forældre og kommune) kan lave mere skade end gavn og jeg ved at han stresser en del forud for sådan et hjemmebesøg – hvorimod han er mere tryg ved den hjælp vi kan yde. Det er naturligvis i sidste ende sønnens beslutning hvad der skal ske på det plan.
Vi er alle samlet til Mortensaften (fredag) hvor Simon er kommet hjem på weekend. Jeg havde lavet en andebryststeg som vi delte med div. tilbehør til samt fik et glas rødvin eller to.
Jule menuen er nu bestemt og den står på Kalkun – som er mange år siden vi sidst har fået. Den er allerede indkøbt mens udvalget er stort – og den ligger nu og venter i fryseren på at Julen skal indfinde sig. Kalkunen er også en meget bedre valg for mig grundet min diabetes og med det rette tilbehør skal det nok blive godt. Desserten er endnu ikke bestemt, men det hitter jeg nok på – her i huset spiser vi ikke ris a la mande af den simple grund at min ældste søn ikke kan lide risengrød og så skal Juleaften jo heller ikke ødelægges med sådan noget.
Jeg har investeret i en ny malebog, som jeg ser meget frem til at komme i gang med og jeg er sikker på at jule stemningen nok skal indhente mig – for det er naturligvis Johannas Christmas som nu er landet på mit skrivebord og som jeg med begejstring er ved at kigge igennem og få farve ideer til.
Udover det skal jeg se om jeg kan nå at få hæklet nogle flere jule ting til juletræet – samt få foldet nogle julestjerner – så der er masser af julehygge at gå i gang med. Dermed ligger det hæklede tæppe stille lige nu – men det er jo heller ikke noget jeg bare skal have færdig. Måske næste Jul at det kan blive en julegave til Mathias? – Der er jo et helt år så det kunne jeg håbe på.
Pludselig falder temperaturen da meget sådan at det kan mærkes for alvor. Jeg tror på vi får en rigtig vinter denne gang – noget indikerer at det vil blive sådan i sær med det ret bratte omslag til koldere vejr. I næste uge vil vi her hos os får frostgrader omkring minus 5 grader – så beaglerne skal til at have vinter tøjet på så småt. Sidste weekend fik Hr. Mand skiftet om til vinterdæk på bilen så den nu også er klar.
Haven i november
Vi er nu også så småt fremme ved Mortensaften som godt nok falder på en torsdag i år – så jeg har besluttet at vi holder en lille fest på fredag hvor vi skal beslutte om det er and vi skal spise i år til Jul – for den står på noget med and fredag aften og hvor Simon også kommer herud.
Om 3 uger er det første søndag i advent og så er Julen jo for alvor kommet til det lille hjem. Jeg er ved at kigge alle de julefilm ud jeg kan og så skal jeg have fundet The Julekalender frem for det er nu et par år siden vi sidst så hvordan Julen gik for sig hos Oluf og Gertrud Sand 😆 – og er der noget jeg ikke bliver træt af – så er det den :;
Jeg har også fået fundet Matador serien frem fra gemmerne – for tror da også at der skal være et gensyn med den.
Helbredet gider jeg ikke skrive så meget om – for det går sådan op og ned på det plan. Har også min yngste beagle som har haft store øreproblemer – noget der har stået på siden september. I torsdag blev han lagt i let narkose da betændelsen havde bredt sig til bagved trommehinden. Han fik den punkteret og er nu på antibiotika igen – for anden gang siden september. Denne gang håber jeg at det lykkedes at få det væk, nu dyrlægen fik åbnet op og fjernet lidt derinde fra. Darwin er heldigvis en sej lille beagle – som nu her efterfølgende igen er ved at være sig selv.
Jeg er ramt af træthed. Tror det er det her mærkelige sommervejr vi har. I hver fald er det som om jeg er drænet for energi. Jeg får kun lavet de mest basale ting og ideerne til nye ting kan ligge på et meget lille sted.
I dag har jeg fået handlet ind til et par dage så jeg ikke behøver at tænke på det før i morgen. Min venstre arm har det bedre igen og jeg får også hæklet lidt. Hækling indebærer dog at jeg nogle gange er ved ar skvatte i søvn, men jeg er desværre i en periode hvor mit søvnbehov er stort.
Mærkeligt er det for jeg tager både det ene med det andet tilskud og ligegodt virker det. Der er dog optræk til et par bedre dage så jeg håber at kunne være i haven noget af tiden.
Sommer vejret er da lige til at grine af – men i går var en god dag og her fik jeg da siddet i haven lidt, samt vasket 2 maskin fulde tøj – fik det ud og hænge og så var det tørt hen på eftermiddagen og duftede så herligt af høj blå himmel. Det er også lige et vejr for beaglerne som hyggede sig en del i haven. Alle beaglerne blev børstet og jeg kunne konstatere at den hunde dyre olie Oscar får i øjeblikket gør godt for hans allergi ramte pels – ja jeg har endnu engang en allergi hund 😥 – men det må der læses om på Beaglepack :;
I dag er som sagt inde dag – men Hr. Mand har fået klippet det sidste stykke hæk – så det er færdigt for i år. Jeg har fået handlet ind både til aftensmad og til ugens kommende fødselsdag hvor min ældste søn bliver 25 år – hold nu op – det er ikke til at forstå hvor alle de år er blevet af.
Tirsdag aften kommer Simon hjem – så han er klar til at blive fejret fra onsdag formiddag. Hr. Mand skal på arbejde – men om aftenen holder vi fødselsdag for Simon – så tager han hjem igen torsdag aften når vi har spist.
De seneste 3 uger har stået i Pokemon Go tegnet – for Simon er bidt af en gal Pokemon. Han har siden han var 6 år interesseret sig for alt hvad det angår og det her Pokemon Go har fået ham ud på gader og stræder i fælleskab med andre. Han har været ude både tidligt og sent og nogle dage gået op til 20 km. Så for en ung med autisme er det socialisering der vil noget – og super godt gået af ham. Lige nu holder han pause – batterierne trænger til at blive ladt op – så han hygger hjemme i sin lejlighed – chatter med mig eller med sin bror ind i mellem – så han kan blive sig selv igen. Sådan er det når man har autisme – men det er godt han selv kan finde ud af – at stoppe i tide når tingene bliver for meget.
Så jeg tror sønnen glæder sig til et par dage hjemme og blive lidt ekstra forkælet af mor 😀
