Thanksgiving er normalt ikke noget jeg går op i – det er en ren amerikansk tradition – men alligevel vil jeg her give min taknemmelighed til kende.
I dag har jeg besøgt manden min på sygehuset – vores yngste søn var med. Han er heldigvis ved godt mod og det gjorde mig rigtig godt at se ham – at han virkelig var der.
Samtidig gik det også i al sin gru op for mig hvor slemt det her kunne være endt – tænk hvis han havde brækket ryggen – jeg tør slet ikke tænke den tanke 😥
Vi fik hans cykeltøj med hjem til nærmere besigtigelse og det meste af det skal kasseres da de jo har klippet tøjet af ham for at kunne undersøge ham – han var jo kommet ind med nakkeskader og så skal man ikke bare hive i folk.
Nuvel tøj kan erstattes – cyklen kan repareres – så skidt og pyt med det
Manden min har fået det bedre – han er stadig meget smerteplaget og får stærk morfin ligende medicin. Men han er begyndt at kunne bevæge kroppen igen – ganske langsom. Han har været oppe og gå – så alt i alt rykker det sig fremad.
Lægerne har vurderet at de brud han har på nakke hvirvlerne og ryg søjlen er såkaldte “stabile brud” – altså noget der ikke vil ændre sig og skal hele op af sig selv Der vil blive en del kontroller han skal til, så de kan følge forløbet og om det heler op som det skal.
På grund af de løse tænder og de syninger han har fået i munden kan han kun spise blød mad – så den står på øllebrød, grød, supper, yougurt, millionbøf og den slags – så det er nogenlunde sådan menuen kommer til at se ud her i huset når han kommer hjem.
Lige nu ser det sådan ud at han måske kommer hjem i morgen (fredag) eller på lørdag – det afhænger af hans gang og om den medicin dosering han får er nok.
I aften kan jeg mærke roen – og glæden over at det nok skal gå også selvom han nu går et længere syge forløb i møde.
Alt det er jeg taknemmelig for 😀
