Der skal ikke være nogen tvivl om – at tabet af min far har tæret rigtig hårdt på mig. Selvom der nu er passeret 1 år siden han døde – så sidder det rigtig hårdt i mig endnu. Det har udover det varet 1 års tid at få min fars bo opgjort så der kunne falde ro på det også. Der har været et hus der skulle sælges og mens det har stået til salg, har det været min opgave at se efter det. Jeg har måttet sloges med indbrud, hegn der væltede i oktober stormen sidste år, vandrør der skulle renses ud i – og efter indbruddet måtte vi sikre huset mere, samt holde mere øje med det hele. Og det allerværste – at skulle rydde op i min fars personlige genstande – det har været rigtig hårdt ved mig.
Jeg har fået sorg hjælp af den præst der bisatte min far – jeg har fået sorg hjælp af min læge. Udadtil har jeg lagt bånd på mange ting – mens jeg indadtil kæmpede en kamp med sorg, vrede og afmagt – en slags “jeg er ladt i stikken” tilstand.
Alt det fik naturligvis min diabetes til at kuldsejle – med et noget højere blodsukker til følge – slet ikke godt, men jeg har ikke orket at tage hånd om mig selv på det område – jeg har bare spist når jeg skulle uden tanke for hvad jeg spiste 😥 – Og det har naturligvis haft nogle konsekvenser!
Bedst som jeg regnede med at der nu var lys forude – min fars hus var solgt og der faldt ro på det hele – så sker det sørgelige at min bror dør. Det skete den 2. november.
Jeg blev bedt om at kontakte skifteretten – hvilket jeg ikke helt kunne se jeg skulle, da min bror jo har en søn og denne søn så måtte være den der skulle arve.
Men næ nej – efter telefon samtale i onsdags med den advokat der har fået min brors bo udleveret – så arver sønnen ikke efter min bror, da han er bortadopteret. Se det var jo en bombe der ville noget. For at gøre en historie kort – så er det nu mig og en fjern søster der står for det her. Kort sagt er jeg havnet i endnu en bo opgørelse samt en evt. arv.
På tirsdag skal jeg så mødes med advokaten samt den søster jeg ikke har set i over 30 år – for at ligge planer for det videre forløb. Planer jeg ikke aner en ski om – da jeg intet kender til de forskellige forhold min bror havde – endsiger penge forhold mv.
Men der er INGEN vej udenom :-S
Onsdag eftermiddag mødte jeg en bekendt i den lokale brugs og faldt i snak med hende. Hun er typen som bare snakker derud af – hun kom ind på mange ting – alt mellem himmel og jord – og her oplevede jeg for første gang at min krop er ved at sige fra. Det var så uvirkeligt det hele – ligesom jeg trådte ud af mig selv – alting blev fjernt og min krop brændte og gjorde ondt. Det eneste jeg tænkte på var, at nu fik jeg et gak gak anfald. Jeg måtte opbyde alle mine kræfter på at sige, at jeg måtte videre – Jeg skulle BARE væk og det skulle være NU.
Bagefter da jeg kom tilbage til bilen og lige sad lidt – blev jeg klar over at – der var tale om et stress relateret anfald. Min krop siger fra nu. Jeg kan ikke mere og jeg orker ikke noget med den videre bodeling af min brors efterladte ting.
Lige nu ligges der planer for hvad jeg skal sige når jeg skal mødes med den her advokat. Og her har jeg heldigvis fået hjælp af manden min. Endnu engang står han på min side og selvom han langt fra er rask efter sit cykeluheld vil han tage med derop og være min bisidder.
Når dette møde er slut på tirsdag – vil jeg ikke have mere med det at gøre – andre må tage over og få huset tømt og sat til salg.
Jeg har lige fået taget nye blodprøver og dem fik jeg resultatet af i går. For første gang i lang tid er der fremgang og mit blodsukker er blevet pænere – men jeg har også en sød læge i baghånden, som ved hvad jeg har gennemgået, og alt det VIL jeg IKKE have ødelagt igen.
