Mathias har siden han havde lungebetændelse i efteråret og som kostede ham 3 uger på langs – Den ene uge er efterårs ferien – haft rigtig svært ved at vende tilbage til VUC. Som den foregående gang da han gik derude i 2013 har lærerne speedet op for undervisningen – da de sikkert har været bagud i pensum – for nu skulle det pludselig gå tjept og den ene opgave efter den anden regnede ned over hans hoved. I 2013 droppede han ud, fordi han dette efterår mistede sin elskede morfar og det tog rigtig hårdt på Mathias.
Han meldte så fra til naturvidensskab da han vendte tilbage efter lungebetændelsen, og det skabte lidt plads – så han fik indhentet lidt. Så skulle “eleverne” fremlægge projekter ud fra emner de selv valgte – både i engelsk og i historie. Mathias knoklede med begge opgaver og fik hjælp fra sin far til det meste og han kom faktisk ud af det med nogle rigtig fine projekter han kunne fremlægge. Den ene i engelsk var omkring Johnny Cash som er Mathias’ store idol.
Men – den ene gang med den anden faldt disse fremlæggelser i vasken fordi der kom andet i vejen for læreren eller der ikke var tid og hver gang kostede det en masse stress for Mathias da han jo havde forberedt at han skulle fremlægge lige den dag. Dette gjorde at Mathias som tiden gik blev mere og mere ligeglad og igen hobede lektierne sig op. Han fik dog til sidst fremlagt sin Johnny Cash og fik en masse ros – men da var energien ved at været brændt af.
Ved siden af det var der ikke noget særlig stabilt fremmøde i klassen – generelt ret meget uro fordi de forlangte pauser hele tiden – så skulle de ryge – så skulle de spise – så skulle de på wc. I klassen er der også indvandrede af anden etnisk herkomst som gjorde deres til at forstyrre undervisningen – da det halve af dem ikke kunne dansk overhovedet.
Så kom Juleferien og Mathias var lykkelig – for nu var der 14 dages ro. Lektierne lod han ligge – han orkede det ikke – men jeg øvede lidt tysk med ham ind i mellem.
Efter juleferien – kom en mørk og kold januar snigende – men han stod op og gik i skole – nærmest i søvngænger tilstand – og sådan så han også ud når han vendte hjem ud på eftermiddagen – træt og uoplagt. Han begyndte af forsømme klubben – hvor han og Simon går sammen med andre unge der også har autisme forstyrrelser – og det bekymrede os endnu mere – da Mathias normalt er rigtig glad for at komme derud.
Lyset var nærmest slukket i hans øjne – men så en fredag kom han fra skole og havde det rigtig skidt. Han var svimmel, frøs og utilpas. Tilstanden forsatte og blev “værre” i løbet af weekenden. Mandag kunne Mathias ikke komme op af sengen – han havde det skidt.
Hele sidste uge forsøgte jeg at pejle mig ind på ham. Og så gik der endelig hul på bylden, hvor han omsider indrømmede at han ikke længere magtede det. Tror han føler at han knokler med lektier og opgaver og læreren vender ryggen til – hvorfor skal han så lave det? Lidt anerkendelse kunne jo være godt – men nej sådan er det ikke på VUC.
Efter en del snakken frem og tilbage er Mathias nu meldt ud af VUC – det har hans far sørget for her til morgen samt afleveret de bøger som er deres.
Nu ligger vi planer for det han skal/kan/vil deltage i herhjemme – men først og fremmest skal han hurtigst muligt tilbage i klubben – og det sker allerede i morgen (onsdag) hvor han sammen med de andre skal i biografen og se den nye Star Wars film.
Næste weekend vil vi at han besøger Simon – så kan de to hygge sig sammen nogle timer og se film og flyde ud på Simons enorme hjørne sofa.
Jeg er i gang med at sætte planer sammen – som Mathias skal lave. Blandt andet skal vi forsætte vores tysk “undervisning” Hr. mand tager sig af den matematiske del og så er madlavning inde i billedet – da det jo er en øvelse til når man skal bo selv.
Jeg håber at masser af samvær med beaglerne – gå ture i den friske luft – han gøre Mathias godt så han kan blive sig selv igen.
Og så går vi jo heldigvis mod lysere tider.
