Jeg har været ved læge og her fået resultatet af blodprøver og røntgenbilleder.
Den gode nyhed er at jeg IKKE har gigt!! Der ingen IgM-reumafaktor og gigtantistoffer anti-CCP i blodet og knoglerne i mine hænder og brystkasse ser rigtig fine ud.
Så – hvad er det så?
Ja det skal jeg nu til Kolding sygehus for nærmere undersøgelse for – nærmere betegnet hos en ortopæd/kirurg – som skal lave en undersøgelse af mine nervebaner. For min søde læge lavede nogle ret simple undersøgelser på mine hænder i dag og det tyder hen på Carpel tunnel syndrom.
Det har jeg været inde på tidligere her på bloggen – men de to ret simpel undersøgelser hun lavede på mig tyder på at diagnosen er klar.
Nu skal de undersøge det i Kolding og så må jeg tage snakken om hvorvidt der skal en operation til – om den nytter noget – men noget tyder på at det er vejen frem – for det er ofte slemt om natten og det er bestemt ikke noget jeg kan leve med på længere sigt. Skulle det komme så vidt at jeg skal have den operation – så operer man kun en hånd af gangen – for at jeg selv kan vurdere om det har en virkning og om den anden også skal turen igennem. Desuden kan jeg jo ikke undvære begge mine hænder – så derfor kun en hånd af gangen.
Kommer det dertil – skal der ligges en plan for beaglerne skal jo passes og det kan betyde at Simon måske må rykke herind nogle dage i starten. Hr. Mand kan sikkert arbejde hjemmefra 1 uges tid til det værste er passeret – al det må vi se på – når eller hvis det kommer dertil.
Selv er jeg indstillet på det – for det her er simpel hen det værste jeg har været udsat for – det – ikke at kunne bruge sine hænder optimalt – det kan jeg bare ikke leve med.
En anden god nyhed er jo så også – at jeg igen kan genoptage mit håndarbejde – hvilket jeg allerede har gjort i små omgange – for kræfterne rækker ikke til det store – men bare jeg kan nørkle lidt er jeg glad.
Jeg er udemærket klar over at selvom jeg får operationen – så skal der passes på i fremtiden – så jeg ikke ender op i samme situation igen. Så de gode hjælpemidler jeg har anskaffet er kommet for at blive.