Siden jeg skrev sidst er der ikke sket det store. Det går bare derud ad – den ene dag med den anden. Vi sover, står op, spiser, drikker og gør de vanelige ting og selvom man syntes tiden står stille – så er det nu pludselig snart november.
Dagene bliver kortere som de jo gør på denne årstid og det betyder at vi er mere inde – vejret har heller ikke været det bedste de seneste par uger. Jeg får ikke hæklet så meget – det er som om gnisten er gået lidt af – i stedet sysler jeg mere på computeren – men får se om jeg ikke kan komme lidt i gang igen – måske lidt julepynt kunne lokke lidt
Jeg har dog fundet mine The Sims spil frem igen – de har nu hele tiden ligget på min computer – men faktisk helt rart at sysle med til en forandring.

I de forgange uger har Simon været hjemme en enkelt weekend og i går fyldte min ældste beagle 12 år 😯
Det er ikke til at forstå at han nu er at sammenligne med et menneske i starten af firserne. Han har det heldigvis godt og er frisk – dog er synet ikke det bedste – men det kan vi tage højde for endnu så han stadig kan være med på fuld fod som de andre to.

Mine hænder og arme er skiftevis gode – så dårlige og jeg overvejer nu kraftigt en udredning for leddegigt. Jeg har også fået en mystisk knude i den ene håndflade – den er øm af pommeren til blålig/rød og gør at jeg ikke kan støtte af med håndfladen nogen steder. Jeg er rigtig bange for at det er noget der måske skal fjernes – for jeg har før haft en del tråde der er kommet ud her og der efter alle de operationer jeg har fået i mit liv – så lige nu forestille jeg mig at det kunne være sådan noget. Det ligger lidt dybt – så det er ikke noget jeg selv kan skære/hente ud. Jeg syntes dog at det er kommet mere op – så kunne jo håbe på at det kommer ud af sig selv.
Tankerne bevæger sig allerede mod Jul – for er så småt igang med at planlægge også hvad sønnerne skal have i gave, samt ikke mindst hvad vi skal spise. Sidste år var det Sødams kylling – hvad det bliver i år, ved jeg ikke lige nu. Lysguirlanden hænger nu allerede i stue vinduet – det plejer vi at gøre allerede fra midt i oktober.