Det halve år er snart passeret og vi befinder os lige nu i den mest lyse tid på året. Vejret er slået om – med blæst, byger og sol ind i mellem – en almindelig dansk sommer som det kaldes og også meget typisk for perioden omkring Sankt Hans.
Der er gået 14 dage siden mit sidste skriv – og der er ikke sket det store – andet at det nu endelig går fremad med Hr. Mand og hans skadede skulder. Det hjalp i den grad at den plate hook kom ud. Det går fremad hver eneste dag og han er stort set ude af de smertestillende piller. Det er hårdt at komme i gang, for kroppen værker jo af al den inaktive tilværelse han har ført siden kravebenet brækkede den 19. januar. Han får nu hjælp af fysioterapeuten – men han har allerede meget mere bevægelse i armen – så vi håber at tiden kan råde, så det bliver bedre.
Selv har jeg nu indstillet mig på at jeg må leve med kroniske smerter i mine arme og hænder – smerter der kommer fra mine sener og muskulatur. Her er det jo en kende svært at fordele vejr og vind lige, for jeg er jo af gode grunde nød til at bruge mine hænder. Helst skulle jeg undgå – at hækle, strikke og gå med mine hunde som nogle eksempler – men det kan bare ikke lade sig gøre – da jeg IKKE vil slippe mit håndarbejde, – samt at det er en nødvendighed at gå med beaglerne. Jeg prøver mig frem og er nu blevet langt bedre til at spotte hvornår jeg skal holde inde med visse ting. Derfor planlægger jeg ikke ret langt frem af gangen, men tager det som det kommer. Jeg hverken strikker eller hækler på de dage hvor mine hænder er dårlige, så det får tid til at passere. De dage hvor mine hænder er dårlige må jeg splitte gå turen op i to dele – så jeg går med en hund af gangen – ellers er jeg begyndt at tage dem med sammen – dette er sket i kølvandet på Charlies død, da de jo er lidt kede af at blive efterladt – førhen var der jo altid to hunde sammen – når jeg gik med en af dem. På dårlige dage spiller jeg Sims, og andre lignende spil – samt læser en god bog.
I forrige skriv omtalte jeg min opti grill. Den har nu været i gang af flere omgange. Jeg har lavet bøffer, flæsk, kylling – bare lige for at nævne lidt – og jeg bliver mere og mere glad for den. Perfekt stegt hver eneste gang – så den vil også komme i brug til Sankt Hans – men jeg har ikke endnu besluttet hvad vi skal lave på den. Faktisk er jeg overrasket over hvor god den har vist sig at være. Mit næste tilkøb bliver en crock pot – hvor jeg også kan tilberede beaglernes mad i – på en nemmere måde. Jeg er lige nu ved at lure på hvilken en jeg skal investere i. Via en crock pot kan jeg også bage både brød og kage på en nem måde, så man ikke skal starte ovnen op.