Og hvad nåede vi så?
Hmm – året 2018 har ikke været det mest vellykkede år her hos os. Der har været en del udfordringer som skulle takles – men mest af alt har det været et sorgens år for mig personligt.
I januar brækkede Hr. Mand sit højre kraveben – og det var en slemt brud, som gjorde at han måtte opereres og have sat en såkaldt HOOK ind. Bruddet var nemlig meget yderlig og tæt på skulderbenet – så derfor var der ingen vej udenom. Selve hooken (krogen) skulle fjernes igen på et senere tidspunkt – hvilket igen betød nye udfordringer.
I det hele taget kom det brud til at fylde det meste af året – og først efter at hooken (krogen) kom ud – begyndte det at gå fremad. Det skete selvfølgelig på min fødselsdag – og jeg blev rund i år – så ingen fødselsdag til mig – men en mand i narkose og efterfølgende behøvede han pleje herhjemme igen. Jeg kan afsløre at han har det godt nu og at armen fungerer – om ikke perfekt, så – så godt som det kan blive. Heldigvis har han ikke et tungt arbejde – han er jo computer mand.
Det værste for mig var dog at jeg mistede min elskede beagle Charlie. Han døde meget pludseligt d. 8. marts om aftenen omkring 21:15 tiden. Vi var på vej til dyrlægen med ham – da han døde i bilen på vej derover. Charlie havde en kræft knude i venstre side som vi løbene holdt øje med i samråd med dyrlægen. Jeg vidste at han på et eller andet tidspunkt skulle dø – bare ikke at det ville ske på den her forfærdelige måde – for hvor er man da magtesløs. Når det nu skulle være, er jeg naturligvis glad for at det gik så stærkt for ham – at han ikke skulle lide så meget. Det er en trøst i dag. Jeg har stadig hans urne stående på mit skrivebord – og jeg tænker den bliver der – alt andet ville være mærkelig – jeg ved godt at det også betyder at jeg IKKE er klar til at slippe ham endnu.
Charlies pludselige død – gjorde jo at der blev uro i rækkerne blandt de andre to beagler – Oscar og Darwin – for mere end nogensinde kunne vi se at Charlie var leader of the pack – og her måtte jeg lige bryde isen og få sat nogle nye regler op for Oscar og Darwin. Som året er gået, har det løst sig stille og roligt og de to er pot og pande og går fint i spænd med hinanden. Oscar har kunnet hævde sig lidt over for Darwin – men han behøvede lidt hjælp til det i starten.
Vi snakker stadig en del om Charlie – og både Oscar og Darwin har i hver fald ikke glemt hans navn – det er helt tydeligt at de reagerer på det.
Personligt var jeg igennem en masse undersøgelser på Kolding sygehus i forbindelse med min hænder, fingre og arme. Jeg blev blandt andet MR scannet – men uden resultat. Vi kom ikke løsningen videre og den er stadig ikke fundet i skrivende stund.
Der er dog sket nye ting – for smerterne og hævelser – samt betændelser i mine led forsætter og breder sig til flere fingre i begge hænder. Jeg kan se en vis deformitet i nogle af leddene – så reumatolog er planen i det nye år – noget er rivende galt og jeg vil have en diagnose om ikke andet så for at tage det derfra. Jeg er allerede min egen “læge” og lytter enorm meget til de signaler min krop sender mig. Ligeså snart noget er i anmarch og jeg får de her influenza symptomer – så skal jeg i ro og varme med det samme – for så kommer hævelserne og betændelsen i leddene og varme og smertestillende er det eneste der kan lindre på det.
Jeg har på grund af det ofte lagt mit håndarbejde på hylden i perioder – men jeg ved jo nu at det ikke skyldes det som får mine hænder til at gå amok. Det kommer og går i perioder – nogle gange er det væk for så at blusse op 4 dage senere. Derfor holder jeg fast i mit håndarbejde – men laver dog kun mindre ting som jeg ved jeg kan gennemføre. I den senere tid har det været mere konstant og det er som om der sker en forværring i øjeblikket. Sommer perioden har været god med den naturlige varme – men nu er vinteren på vej. Jeg er ret sikker på det handler om en gigt art og mine symptomer peger på leddegigt.
Der har også været gode perioder – selvfølgelig – med hyggestunder i familiens skød. Simon der kommer hjem på weekend og til højtider. Mathias der hjælper hvor han kan og så er der jo Hr. Mand som også er god til at støtte mig når mine hænder giver problemer. Vi holder sammen i familien.
Den seneste krise indtraf i november – da Hr. Mand blev fyret fra sit arbejde. På grund af omlægninger (sparre) kunne de ikke længere bruge ham i den funktion han beklæder. Det skal ske med udgangen af maj 2019. Det gjorde jo at han havnede i kulkælderen en periode. Han arbejder således stadig i firmaet – men er i fuld gang med at søge andet og har da 2 job samtaler i januar – så vi håber.
Hvad vil 2019 så bringe? – Det vil jeg slet ikke spekulere på. Jeg er holdt op med at se fremad – men tager det i nuet og dermed udfordringerne som de kommer.
Lidt vinter kunne jeg godt håbe på – trods alt. Billedet er fra januar 2016.
