Lad det være sagt med det samme – jeg er bare så træt af Facebook og lign – at jeg nu kraftigt overvejer at holde en god lang pause.

Førhen da jeg “kun” havde min blog her som jeg skrev på når noget pressede sig på eller jeg havde en god ide som andre der kom forbi stedet her måske kunne bruge til noget – da tænkte jeg ikke videre over det bagefter.

Så begik jeg jo den fejl for nogle år siden at melde mig ind på facebook – mest fordi mine drenge også er “derinde” og egentlig ikke fordi jeg skulle bruge det til noget særligt. De første par år var jeg stort set kun derinde hvis en af drengene spurgte om jeg havde set det eller det – de nu havde postet derinde – så “gik” jeg derind.

Det seneste år er jeg dog blevet drevet i retning af, at det desværre har udviklet sig til et “must do” “det her skal jeg bare poste derinde” show.

Men hvem er det lige man snyder? – Det er da naturligvis dig selv – for alle dine såkaldte “venner” er jo i grunden ligeglad med hvad du skriver – siger eller poster derinde – læg dertil al den tid du dagligt bruger bare alene til at poste de her ting – kors i hytten al den tid kunne man jo bruge på noget som var lidt mere interessant – ikke sandt?

Jeg har 3 hjemmesider som jeg er aktiv med

– Denne side jeg skriver på nu og som er min personlige “krænge tingene ud” om de ting der rører sig i min hverdag – min sygdom – og nu også mit elskede håndarbejde – samt mine drenge ind i mellem – altså småt og stort om lidt af hvert.

Så har jeg min Beaglepack side – som omhandler mine 3 beagler. “Derinde” handler det kun om beaglerne – deres hverdag og oplevelser – op og nedture. Og den er flittigt i brug stort set hver dag – da jeg poster mange indlæg om stort og småt.

 

Sidst men ikke mindst er der min Sims4ever side som omhandler spillet The Sims – et spil jeg har dyrket intens gennem de sidste 15 år og som jeg stadig spiller og hygger mig med. Under den side ligger også et forum – hvor vi er en mindre skare som deler småt og stort – både om Sims – men også vores private ting – og det hygger jeg mig meget med, fordi det foregår i et mindre “rum”

Og så har jeg jo en tablet – som jeg anskaffede for nylig – og tænk den har jeg faktisk kun brugt til at læse på og til at tage billeder med da den har et rigtigt godt kamera – jeg har hentet nogle APPS – men faktisk ikke brugt dem – såå – måske ender den hos en af mine drenge?

Og så har jeg jo en mobil – en smartphone – men den bruger jeg KUN som telefon og til at sende SMS med – ud over det bruger jeg jævnligt notat og kalender delen samt regnemaskine delen  – men jeg bruger den IKKE på nettet – så grundlæggende har jeg ikke brug for den type mobil – men  den har været Simons og han har givet mig den fordi han fik en ny mobil – så bruger jeg den på den måde. Mobilen er kun med mig når jeg handler ind, kører bil eller går med en af beaglerne hvis der skulle opstå et nødstilfælde der gør at jeg skal kunne ringe.

 

Og hvor pokker er det så nu det går galt? – for de 3 hjemmesider jeg har er jo også en form for information jeg deler med andre og jeg har RIGTIG mange læsere på alle siderne – alene det burde jo være nok ikke? Og sådan vil jeg forsøge at det skal være igen.

Min træning udi at undvære facebook starter så småt nu – jeg er nået til det punkt at jeg ikke længere gider bruge min tid på at poste ting derinde mere – ikke foreløbig. Jeg ønsker at finde tilbage til den “gamle” tid hvor jeg bare var derinde i ny og næ. Min ældste søn har det lidt på samme måde – han prøver at trappe ud – for gud hvor har det været vanedannende – det er jo som at skulle afvænnes fra en mani man er fanget i.

Der er snart ferie her i huset – om små 14 dage – så de næste 14 dage bruger jeg til at trappe ud – og rydde op i alle de sider hvorfra jeg modtager info – hvad er værd at beholde og hvad skal ud. Kunne godt forestille mig at det kunne ende op med en ren håndarbejdes side. Når de 14 dage er gået lukker jeg helt af – for over de næste 3 uger vil jeg ikke besøge min facebook side – men bare holde ferie med manden i huset.

Mine hjemmesider forlader jeg ikke – dem vil jeg forsat poste ting på – men på sigt er det meningen at facebook skal udfases.

Siden her hedder jo som undertitel også “Skyggeliv” – og det er i grunden bare det jeg ønsker tilbage  :>

Tak fordi du læste med så langt 😀

Klematis juli 13

Loading