I dag ville min elskede far være blevet 87 år {37}
Det er så underligt at der snart er passeret 3 år siden han døde. Han har været i mine tanker lige siden og indrømmet så er han meget savnet. Dog er jeg et sted også taknemmelig for at han ikke længere har smerter for det var forfærdeligt at se på hvordan han led til sidst.
Savnet har man altid i sig – ens barndom – ungdom og i sær sine forældre som jo er hele årsagen til at du selv er blevet til. Det er vist det der med at blod er tykkere end vand. Min far havde et godt liv og var en positiv, glad personlighed som hellere end gerne ville det bedste for sine medmennesker. Hans barndom har uden tvivl været lidt svær – for han blev født som yngste barn i en flok på 8 – voksede op under krigen ( 2. verdenskrig) – og var soldat i efterkrigs årerne – hvor jeg i øvrigt har en sjov historie som jeg gerne vil dele.
Under en øvelse – fandt min far en udsprængt håndgranat som tyskerne sikkert havde tabt/efterladt – måske kunne den stamme fra modstands folkene – men han fandt denne håndgranat. Tog den med hjem og lavede en bordlampe ud af den. En dag inspirerede den overordene de rum soldaterne boede i og opdagede den her lampe. Han spugte min far hvor han havde den fra? “Jo den har jeg fundet” svarede min far – hvortil den overordene sagde “Er du da rigtig klog, vil du sprænge hele stuen i luften” Tilkaldte et bombehold og fik fjernet den her “lampe” – som i øvrigt virkede efter hensigten. Da “lampen” var fjernet kunne man godt se det sjove i det – men da var den jo også blevet demonteret :;
Ak ja – sådanne minder er nogle af dem der nu dukker flere og flere op af. Jeg syntes ikke længere det er trist – men har fundet den gode del frem og kan nu dele mange gode og sjove ting med mine sønner som kan give dem minder om deres morfar. Det er jo i grunden det der gør det hele komplet – at man ved hvor man kommer fra.
