Min blog iver er for nedad gående. Det må jeg erkende efter et hurtigt kig i mine skriv over året der snart er gået. Søle 63 indlæg er det blevet til. Det er ca. 5 indlæg pr. måned til og med november. Nuvel jeg har slettet en del indlæg – måske fordi de var lidt for personlige og fordi jeg ikke ville at et vis “familiemedlem” skulle læse hvad jeg skrev. Jeg indrømmer at siden min far gik væk for nu 4 år siden og jeg fandt ud af at en bestemt person holdt skarpt øje med hvad jeg ned fældede her på siden, da begyndte mine skriv at ændre sig plus at jeg følte mig nødsaget til at slette visse indlæg. Det skete ikke med min bedste vilje, men mere det at det skulle den vedkommende person ikke delagtig gøres i. Jeg ved ikke om denne person stadig følger med – det har jeg ikke muligheden for at kunne se i mine satstikker samt at jeg heller ikke længere har kontakt til vedkommende – af samme grund. Min fars død bragte desværre nogle knap så “dejlige” ting med, omkring arv og bo fordeling – sådan som det ofte kan være i nogle familier. Og da min familie jo var en sammenbragt familie, hvor vi nok ikke altid havde det så rart i hinandens selskab, men spillede for galleriet, for husfredens skyld – ja det er så endnu en grund til at mine skriv herinde er blevet noget mindre.
I starten, da siden her var ny, havde jeg et stort behov for at skrive – dels om mine sønner via deres autisme og som familien havde et anstrengt forhold til og jeg/vi ikke kunne snakke med dem om, da de ikke forstod ret meget – og dels via min diabetes sygdom, mine op og nedture omkring det – – der var også de 6 år hvor jeg hjemmeunderviste mine sønner, som gjorde at jeg måtte fortælle omkring det. Sidst men ikke mindst livet i al almindelighed. Det er ikke nogen hemmelighed at jeg godt kan lide at ytre mig og egentlig har et behov for at nedfælde mange af mine tanker om dette eller hint – men man når til nogle milepæle sommetider – og sådan en er jeg nok så småt nået til nu.
Næste år runder jeg et skarpt hjørne – når jeg fylder 60 – samtidig med det har jeg 50 års jubilæum med den hofte operation jeg fik foretaget tilbage i 1968, hvor jeg fik indsat en slags kunstig protese i min højre hofte. Det har jeg levet næsten hele mit liv med – og det har været på godt og ondt. 50 år er fandme lang tid, hvor denne tro følgesvend har givet mig diverse større og mindre problemer – og som ALTID ligger i mit baghoved fordi hele din hverdag i større eller mindre grad er præget af “det ben”. Alt hvad man foretager sig – foregår pr. automatik – f.eks. kan nævnes at jeg ALTID holder øje med hver en lille revne/hul i fortovet så jeg ikke træder forkert. Dette eksempel er bare et blandt mange andre – men noget der bare sidder under huden på dig, fordi det er en del af dig, din hverdag og dit liv.
Så er der problemet med mine arme og hænder, som jeg har berettet en del om her på siden. Det vil jeg ikke komme mere ind på her, blot sige, at det kunne jeg godt havde været foruden.
Mine drenge er voksne – de er nu 26 og 24 år – og de bryder sig ikke længere om at jeg bare nedfælder omkring dem, hvilket jeg forstår og også respektere. Jeg har således ikke skrevet så meget om dem og det de oplever hånd i hånd med deres autisme. Jeg har dog berettet omkring deres fødselsdage – altså generelt mærkedage.
Jeg har også berettet om min Hr. Mand og hans forskellige cykel uheld – det seneste ligger 2 år tilbage og det har han stadig mén af – samt på det seneste hans akut opståede problem med galdeblæren og som han nu har fået fjernet. Også det har haft visse bivirkninger med i kølvandet – noget bliver godt og noget nyt kommer til – og sådan er livet jo generelt.
Derfor står der nu tilbage, spørgsmålet om – hvad er der at fortælle mere?
Jeg kan ikke blive ved med at fortælle om mine op og nedture i selskab med de efterhånden en del handicaps jeg har – jeg kan ikke fortælle mere om mine drenge – de er voksne og jeg må acceptere at den del er for grænseoverskridende, for dem. Det samme gælder Hr. Mand – her må jeg også acceptere, at der må være en grænse. Mine beagler spiller også en MEGET stor rolle i vores hverdag, men de har jo som bekendt deres egen hjemmeside og som benyttes en del af andre, blandt andet får jeg ofte henvendelser, vedr. problematikker omkring beaglen eller bare en sjov historie.
Facebook er jeg også træt af, jeg bruger den dog da mine sønner er der og ofte kontakter mig via den.
For en tid vil hoslykkegaard ligge stille, til jeg beslutter mig for, hvad jeg vil? Kan jeg undvære mine skriverier? Eller skal jeg finde noget andet at meddele mig igennem?
Indtil da – Tak fordi du/I læste med så langt.
