I dag kørte jeg og yngste sønnen til Kolding for at besøge vores far, som nu har ligget der siden mandag d. 6/3
Der er jo blevet voldsomt flot dernede efter at ombygningen er til ende bragt og heldigvis er der kommet nogle gode og hurtige elevatorer som hurtigt bragte os op på 9. sal hvor Hr. Mand ligger.
Vi fik snakket småt og stort i den 1½ times tid vi var der. Den bedste del er jo at der nu er fremgang – infektions tallet er faldene – men han er jo naturligvis ramt både fysisk som psykisk af det her forløb. Han har tabt 5 kg og så noget bleg ud – men dog ved godt mod.
Han ligger stadig med dræn i galdeblæren – det bliver tidligst mandag at der kommer en beslutning hvor vidt den skal fjernes eller blive der lidt endnu. Vi skal også snakke konsekvenser igennem med lægerne hvordan han skal forholde sig til det hele. Enden kan måske blive en operativ fjernelse af galdeblæren og det er også det jeg kan læse mig til på nettet.
Når han kommer hjem forestår der en rekreation – for så skal kroppen jo have ro til at komme sig over det hele og såret i siden hele op.
Nu har Hr. Mand fået en oplader til sin telefon – så kan jeg lettere og hurtigere komme i kontakt med ham – ligesom han lettere kan give mig besked hvis der sker noget nyt eller han mangler et eller andet.
